Global frivillig i Cambodia

KFUM og KFUK har haft et partnerskab med YMCA Cambodia siden 2017 med fokus på youth empowerment, udvekslingsmuligheder og gensidig udvikling og støtte.

Læs om Globale Frivillige her

Scroll

Det har Cambodia at tilbyde

YMCA Cambodia har en række spændende programmer med fokus på uddannelse, lokalt engagement og youth empowerment:

  • YMCA Learning Center: YMCA Cambodia har deres egen skole, hvor de tilbyder skoleundervisning til børn i alderen 4-15 år. På øverste etage er YMCA i gang med at indrette et youth hostel. Skolen genererer indkomst til YMCAs øvrige programmer.
  • YMCA Youth Institute er et tilbud til unge fra 13-19 år i et slumområde, hvor de får mulighed for at lære forskellige færdigheder såsom foto, it og engelsk, der sætter dem i stand til at skabe sig et godt fundament i tilværelsen. Derudover arbejdes med social dannelse og engagement i lokale community projekter.
  • Alternative Tourism Programme: YMCA arrangerer turistture til historiske og kulturelle seværdigheder i Cambodia samt oplevelser såsom ‘cultural nights’. Alternative Tourism Programme sikrer økonomi til YMCAs øvrige programmer.
  • Social Outreach Programmes: YMCA er til stede i lokalområdet med forskellige projekter for børn, unge og marginaliserede ældre i udsatte områder.

 

Global frivillig i Phnom Phen

Hvad skal jeg lave?

Som global frivillig i YMCA Cambodia er der mulighed for mange forskellige slags opgaver og oplevelser. Sammen finder vi en model med en kombination af forskellige YMCA-programmer, der passer både dig og YMCA Cambodia godt. Det kan f.eks. være at arbejde på YMCA Learning Center 3 dage om ugen og på Youth Institute 2 dage –  eller alternativt et lidt mere blandet skema. Vi går med det, der fungerer bedst for alle parter. Du kan arbejde på Learning Center, Youth Institute og Alternative Tourism Programme, som er nævnt ovenfor. Der er også mulighed for at arbejde med et Street Children Programme på Youth Institute, et Youth Development Center for frivillige studerende og andre mindre projekter, som vil variere i løbet af året. Derudover er der mulighed for homestay – på den måde kan du komme helt tæt på den lokale kultur og få indblik i, hvordan en cambodiansk familie lever.

Hvor skal jeg hen?

Cambodia er et utrolig spændende land i Sydøstasien, der er fuld af glade mennesker, rig kultur og samtidig bærer på en uhyggelig historie.

Cambodia er et land med en vild historie og er gået fra at være det stærkeste imperium i Sydøstasien, for derefter at blive en fransk koloni og efter selvstændigheden til nærmest at være i politisk opløsning. Sidst i 1970’erne var Cambodia styret af Pol Pot, der ledte gruppen De Røde Khmerer, som arbejdede for at få et kommunistisk land. Det var et brutalt styre, som begik folkemord, og op mod 2 millioner cambodianere blev dræbt. Det medførte, at mere eller mindre en hel generation gik tabt, hvilket betyder, at Cambodia har en rigtig ung befolkning med mange ar på sjælen efter Pol Pot tiden.

Dette ændrer dog ikke på, at man i Cambodia bliver mødt af smil og glade mennesker, der har noget på hjerte. I storbyen Phnom Phen er der urban vibes, men byen har samtidig Sydøstasiens rolige sind. Udenfor byen kan man opleve en storslået natur. I Siem Reap finder man et eksempel på den kultur, som Cambodia bærer på i form af AngKor Wat, der er et kæmpe, fantastisk tempelkompleks tilbage fra det 12. århundrede.

Cambodia har altså masser at byde på, så det handler bare om at gå på opdagelse.

Hvor skal jeg bo?

Som frivillig i Cambodia kan du vælge at bo på et værelse i hovedstaden Phnom Phen lige overfor YMCA bygningen. Det ligger lidt udenfor centrum i et lækkert og livligt område, hvor du har kort afstand til nogle af programmerne, da de ligger lige overfor. Du kan også vælge at bo i YMCA Guest House, som er en del af selve YMCA bygningen. Der er omkring 20 minutter til en anden YMCA bygning, der ligger i et slumområde.

Hvad koster det?

Du skal selv finansiere alle udgifter i forbindelse med dit ophold (flybillet, kost, logi, vaccinationer, indenrigsrejser etc.), dog er du dækket af KFUM og KFUK’s rejseforsikring. Du skal regne med ca. 4-5.000 kr. for flybilletten. Ophold med kost og logi ligger på ca. 2.000 kr. om måneden. Vi hjælper gerne med forslag til, hvor du kan søge om støtte til din tur. For at fastholde og udvikle kvaliteten og stabiliteten i de ophold vi tilbyder unge i Danmark, er der en mindre brugerbetaling på 5.000 kr. Disse penge går bl.a. til at dække din forsikring, give støtte til partnerorganisationen og sikre at du som global frivillig altid både før, under og efter dit ophold har en kontaktperson til rådighed i Danmark.

Og hvad skal jeg lave i fritiden?

Der er mange projekter og aktiviteter at bruge tid på i YMCA og masser af mulighed for at engagere sig. I mange af projekterne møder du andre unge, og får derigennem nemt et socialt netværk, som du kan nyde tiden sammen med i byen og andre steder.

Kan jeg snakke med dem?

I Cambodia snakker de Khmer som modersmål, men mange af de frivillige og ansatte snakker også engelsk. Du skal være forberedt på, at mange ikke vil kunne tale flydende engelsk med dig, men at de gerne vil dig, og at I nok skal finde jeres egen måde at kommunikere på.

Hvad forventer I af mig?

  • at du er klar på en stor oplevelse og vil gøre dit til at få så meget som muligt ud af det.
  • at du er medlem af KFUM og KFUK i Danmark eller melder dig ind, inden du rejser, og at du kan identificere dig med vores grundlag (se mere på www.kfum-kfuk.dk/menu/om-kfum-og-kfuk/).
  • at du kan begå dig på engelsk.

YMCA Cambodia søger løbende frivillige, afrejsetidspunkt og længde på ophold er derfor fleksibelt. Dog skal man som global frivillige minimum være afsted i 3 måneder.

Kontakt

Har du lyst til at høre mere, så kontakt Arbejdsgruppen for Udveksling og Camps i KFUM og KFUK på udveksling-camps@kfum-kfuk.dk

Andre rejser til Cambodia