Nu åbner foreningslivet helt igen

Den 21. maj 2021 genåbner det resterende foreningsliv. Dermed kan vi i KFUM og KFUK - langt om længe - igen byde alle medlemmer indenfor til vores aktiviteter og fællesskaber. Naturligvis stadig under hensyntagen til de gældende retningslinjer.

Nicolai Diemer, organisationskonsulent

Det har taget sin tid. Men NU sker det. Fra den 21. maj må vi igen byde velkommen til alle aktiviteter i KFUM og KFUK. Foreningshusene må åbne dørene for alle aldersgrupper, og det er endda tilladt at synge igen.

Der er naturligvis fortsat retningslinjer, som skal overholdes, og det generelle forsamlingsforbud skal følges. Fra d. 21. maj kan man være 50 til stede på det samme indendørs sted, og fra d. 11. juni kan man være 100.

Der er fortsat afstandskrav, og der er nu også krav om, at man har et coronapas, hvis man er over 18 år. Dette vil ikke blive kontrolleret ved indgangen, men foreningen er ansvarlig for at foretage stikprøvekontrol.

Udendørs er det p.t. muligt at afvikle foreningsaktiviteter for alle aldersgrupper med op til 75 personer. Fra d. 21. maj kan man være 100, og fra d. 11. juni kan man være 500. 

Find alle retningslinjer på KFUM og KFUK's intranet for frivillige.

Velkommen til det vi er bedst til

KFUM og KFUK’s formand Martin Hejlskov Thomsen mener, at børn og unge har været isoleret og væk fra deres fællesskaber i foreningen alt for længe. Men hele forløbet har til gengæld lært os, at vi har noget meget vigtigt at tilbyde i KFUM og KFUK. Martin siger: 

"Corona-nedlukningen har frem for alt vist, at vi mennesker har brug for at være sammen fysisk om gode aktiviteter. Det er lige netop, hvad vi er stærke til i KFUM og KFUK, og vi skal derfor gøre alt hvad vi kan for at byde alle velkommen igen på den allerbedste måde. Både eksisterende medlemmer og i høj grad også alle andre, der kunne være interesserede".

Sommerlejre og festivaler til sommer

Vi er meget glade for at kunne invitere til en lang række sommerlejre og til den helt store begivenhed for teenagere, Wonderful Days.

De nærmere retningslinjer er ikke offentliggjort endnu. Men vi ved, at der må være op til 500 samlet på en sommerlejr.

Der er desværre ikke flere pladser på Wonderful Days, men man er meget velkommen til at tilmelde sig ventelisten på www.wonderfuldays.com.

Find alle sommerlejre i denne oversigt (hav tålmodighed - siden indlæses meget langsomt).