Regnskabsmedarbejder/økonomimedarbejder – til en levende landsorganisation

Scroll

Har du lyst til at prøve noget nyt og samtidig sætte din erfaring i spil, således vores mange ildsjæle, der arbejder lokalt, nationalt og globalt, kan gøre det de brænder for? 

Vi leder efter dig, der kan bringe erfaring og nye perspektiver med økonomi og regnskab ind på Landskontoret.  Vi er inde i en spændende udvikling i organisationen, hvor der også er brug for at finde nye administrative og regnskabsmæssige digitale løsninger på nogle områder. Du vil generelt være med til at understøtte et godt økonomi-flow for vores gode frivillige kræfter og dygtige ansatte kollegaer, og du vil være med til at finde gode svar til nye behov og få nye løsninger til at slå rødder.

KFUM og KFUK er en kirkelig børne- og ungdomsbevægelse, der tilbyder børn og unge aktiviteter lokalt, lejre og festivaler over hele landet og et globalt fællesskab gennem YMCA og YWCA. Herigennem arbejder vi for at give børn og unge muligheder for at udvikle sig og tage ansvar for sig selv, hinanden og den verden vi lever i.

Det er der også en del spændende og meningsfyldt økonomi i, der skal håndteres.

Dine arbejdsopgaver:

Du kommer til at blive en del af en samlet administrationsafdeling, hvor dine opgaver mest og særligt er inden for økonomi- og forvaltningsområdet og vil tage udgangspunkt i:

  • Klassisk bogholderi-områder som:  finans og betalinger,  fakturering og debitor-/kreditor, lønregnskab og moms.
  • Afstemning af betalings- og opkrævningssystemer.
  • Afstemninger og udarbejdelse af regnskabsmateriale til løbende intern og ekstern rapportering.
  • Kvalitetskontroller og ajourføring af regnskabsmateriale og relaterede oplysninger.
  • Indberetninger til myndigheder og  samarbejdspartnere.
  • I samarbejde med dine øvrige kollegaer; strukturere og tilpasse særligt digitale arbejdsgange, samt bidrage alsidigt til forenings- og medlemsservice.

Du:

  • Har en relevant uddannelse og erfaring med bogføring og økonomisystemer.
  • Er imødekommende og har gode samarbejdsevner.
  • Arbejder systematisk og struktureret.
  • Har blik for at anvende IT-værktøjer i det daglige.
  • Har evnen og lysten til at sætte dig ind i nye regnskabsfaglige områder, systemer, processer og retningslinjer og foreslå forbedringer.
  • Har værdifuld erfaring med brug af Google Workspace eller Office-pakken - herunder særligt Sheets/Excel.
  • Har lyst til at prøve og opleve noget nyt, tage ansvar og være med til at se at dit arbejde have betydning for andre – og omvendt.
  • Ser værdi i at arbejde mere datadrevet for at håndtere f.eks. afstemninger, kontroller og rapportering.

Vi: 

  • Er en ambitiøs og dynamisk landsbevægelse med ca. 9.000 medlemmer i ca. 100 lokalforeninger, hvori du får flere hundrede frivillige kollegaer og ca. 50 ansatte kollegaer, der alle arbejder for samme formål og vision.
  • Lægger vægt på værdier som rummelighed, mod og frivillighed, samt prioriterer et godt arbejdsmiljø og et gensidigt godt samspil mellem frivillige og ansatte.
  • Tilbyder en fuldtidsstilling, med arbejdsplads på Valby Langgade 19, Valby fra den 1. februar 2023, men hvor du også tager del i enkelte arrangementer årligt rundt om i landet.
  • Glæder os til at modtage din ansøgning og dit CV senest den 15. december, som du sender til jobs@kfum-kfuk.dk.  Vi vurderer ansøgninger løbende og vil afholde ansættelsessamtaler frem til og med den 20. december.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationschef Kim Fredsted Nielsen på 29 41 98 44.