Billede af: Christian

Den store Fællesklang koncert

Fællesklang Aalborg deltog i årets store Fællesklang koncert, og det var en kanon oplevelse. Så nu er de SÅ klar til at give den gas med Julekoncert i Vor Frelsers Kirke d. 6. december.

Stephanie Sigvert Sørensen

Med støtte fra Distriktet var det denne sæson muligt for Fællesklang Aalborg at deltage i årets store Fællesklang Koncert, hvor over 300 sangglade Fællesklangere var samlet. I år foregik arrangementet i København, så Aalborg-koret rejste, med stor begejstring, hele vejen til det sjællandske for at øve og optræde med de andre Fællesklang-korister (fra Aarhus, Esbjerg, København, Odense og Vejle).

Vi havde en kanon dag med masser af nye bekendtskaber og sangtræning i en noget større skala, end vi i koret ellers er vant til! Når så mange sangglade korister i alderen 18-35 år er samlet, ja, så kan det virkelig mærkes, hvordan det er at synge i fællesskab - og med fælles klang!

For os i Fællesklang handler det om sangglæde og om at mærke dét fællesskab, der opstår, når man fælles kan indstudere sange og sammen kan klinge - når stemmerne omslutter hinanden, og koret bliver én fælles lyd, ét stort Fællesklang. Arrangementet gav koret en fantastisk mulighed for at deltage i og bidrage til en større del af Fællesklang-konceptet, hvor vi netop deles om dette særlige og landsdækkende sangfællesskab.

Siden København har vi i Fællesklang Aalborg øvet os på nyt og gammelt repertoire, og vi håber, at nogle af jer har lyst til at slå et smut forbi denne sæsons Julekoncert og høre, hvad vi blandt andet fik indstuderet med alle de andre Fællesklangere! Kom og syng med på både pophits, lidt Disney, og de dejligste juleklassikere!

 Se billede herunder for infomation om koncerten og læs mere på Facebookbegivenheden:

Julekoncert med Fællesklang Aalborg”.