Konsulentens julehilsen 2021

Så blev det december og ovenpå et flagrende år, er der noget ekstra rart i at kunne glide ind i julens traditioner. Der er en vis orden i dagligt at kunne tælle til 24 i stearin dryppende fra kalenderlyset, i låger der åbnes i pap-julekalenderen eller i tv-afsnit, der fortæres i en eller flere af årets juleeventyr. Læg dertil andre hyppige juletraditioner som sang, æbleskiver, slutrundehåndbold, familie-kom-sammen, julegudstjenester og lignende...

Henrik Videbæk

Traditionerne kan også blive lidt for mange og der findes også mindre gode traditioner - høje vinter-smittetal prøver på at blive en ret dårlig én. Lad os håbe den er forbigående.

I KFUM og KFUK er vi nok også ret traditionsrige og det er mest af alt en stor kvalitet at have noget gentagne at se frem til. Det kan være en ugentlig, månedlig eller årlig aktivitet i foreningen. Det kan være meget motiverende at tænke over, hvilken tradition i foreningen, man glæder sig allermest over. Og for den sags skyld også, hvad der er den mindst fornøjelige af slagsen. For her er der noget som måske kan peppes op eller tid som kan bruges på noget mere gavnligt.

I januar er distriktsbestyrelserne vært for en udviklingsdag om de aftryk, vi sætter i KFUM og KFUK, hvor lejre, distriktsudvalg og foreninger inviteres til fælles inspiration. Her skaber vi rum for både at kunne ruske op i noget, vi kan blive bedre til i 2022, men også at hylde det vi gør godt og fokusere på, hvordan vi bliver bedre til at fortælle andre om netop det. (Se mere herom i distriktskalenderen, hvor du også finder andre spændende 2022-arrangementer.)

Inden vi når dertil, er det tid til at trække luft ind og glæde sig over julens befriende budskab. Jeg vil sige tak for al den gode tid, vi har brugt sammen i 2021 og ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Julehilsner, distriktskonsulenten
Henrik Videbæk