Livet i sorg og glæde

Scroll

Hvad længes mennesker efter i dag – hvis de altså længes efter noget? Hvad er et menneskes rette størrelse? Og hvad kan kristendommen egentlig sige os i dag?

Iben vil fortælle om livet i sorg og glæde ud fra nogle af sine nye salmer. 

Hun vil invitere os indenfor i sit salmedigter-univers, og vi skal høre, hvordan en digter og en komponist arbejder sammen om at skabe en ny salme.

Undervejs i foredraget skal vi synge fra bl.a. den nye Højskolesangbog - om alt fra kærlighed til livskriser og vilde opstandelser.

Du skal elske af hele dit hjerte
du skal elske af hele din styrke
du skal leve dit liv for de andre
det er dem du skal mærke og dyrke.
Vild opstandelse, Iben Krogsdal

Baggrund

Iben Krogsdal (f. 1967) er forfatter og salmedigter.

Hun er bosiddende i landsbyen Hjortshøj ved Aarhus, men er født i  Salling og vokset op på Mors. Oprindeligt blev hun uddannet som billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi, og siden blev hun ph.d. i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. I 2000 debuterede hun som forfatter med novellesamlingen ”Træfpunkter”, og i 2010 debuterede hun som salmedigter. Hun har siden skrevet flere skønlitterære bøger, herunder novellesamlinger, salmer og salmedigtsamlinger.

I en årrække frem til 2011 var hun, sideløbende med sit forfatterskab, ansat som forsker på Aarhus Universitet. Her forskede hun i moderne danskeres tro og livsopfattelser og har i den forbindelse skrevet en række artikler og to bøger.

Gennem de seneste år har hun især skrevet salmedigte, noveller, koncertfortællinger og korværker. Hun holder ofte foredrag ud fra sine bøger, ligesom mange af hendes sange findes i de store salmebogstillæg og i Højskolesangbogen.

Iben er desuden skribent og har gennem årene flere gange modtaget arbejdslegater fra bl.a. Statens Kunstfond.

Kilde: https://www.krogsdal.dk/om/