Årets foreningsudflugt gik til Randbøldalmuseet og jernalderlandsbyen ved Vingsted
Vi mødtes ved Randbøldalmuseet og spiste vore medbragte madpakker i madpakkehuset.
På det sted, der nu rummer Randbøldalmuseet, opførte Gehrdt de Lichtenberg i 1732 Jyllands første papirfabrik. Dette bakkede terræn langt ude på landet egnede sig fortrinligt til industri baseret på vandkraft.
Storkøbmanden, som havde jorder m.v. helt til Horsens, grundlagde således Danmarks første industrilandsby.
Papirfabrikken kørte frem til 1846. I mellemtiden var mange andre papirfabrikker skudt op rundt i landet, og udbyttet dermed reduceret betragteligt.
I 1846 blev der derfor bygget en klædefabrik, som igen viste vejen for en ny industri. Undervejs blev der bygget et lille el-værk baseret på vandturbiner for enden af fabriksbygningen.
Også denne industri blev af mange grunde uinteressant. Den blev sat til salg i 1974, og i 1983 væltede vestmuren, og de sidste rester af fabrikken blev jævnet med jorden. Turbinehuset med elværket (måske Danmarks mindste og helt privatejede) blev stående og producerer stadigvæk el.
P.g.a. vandkraftens betydning for området er der ved museet lavet fine eksempler på vands anvendelse - et rent eldorado for besøgende børn.
Museet fortæller historien.
Randbøldal Museum
Vi kørte derefter til Jernaldermiljøet i Vingsted.
'Bag' Vingsted centret er anlagt en jernalderlandsby med tilhørende marker m.v.
Vi drak eftermiddagskaffe og kage og fik derefter en forbilledlig fortælling af 'høvdingens niece', Nanna Kirkeby, om historierne bag projektet, en særdeles god rundvisning, og om skoleklassers lejrture til landsbyen med overnatning og mange forskellige opgaver for datidens dagligdag.
Jernaldermiljøet i Vingsted
Mange tak til arrangørerne for en fortræffelig udflugtsdag.