Børneklubber

For alle børn er der børneklub om formiddagen søndag, mandag, tirsdag og torsdag. Hver gruppe har et lokale eller et telt, hvor de sammen med jævnaldrende og inspirerende lederne og ungledere har et skønt fællesskab omkring aktiviteter, leg og forkyndelse i løbet af ugen.De ældste grupper har flere aktiviteter end de yngste, bla. eftermiddage og aftener, så kig godt efter i programmet.

Man tilmeldes efter alder eller det klassetrin, som man skal starte på, efter sommerferien.

For de mindste børn, som ikke er i klub, er der bagerst i det store telt et hjørne med duplo. Her må børnene gerne lege under foredrag. Bliver legen for højlydt henstilles til at man, af hensyn til de øvrige tilhørere, trækker udenfor.

Fredag eftermiddag er der opvisning for grupperne fra 0-4 år og op til og med 5.-6. klasse.

 

Klubstart

Den første aften mødes vi i alle klubberne fra 5 år og 0. kl. og op. Der kan vi endelig møde hinanden og lederne som vi skal tilbringe ugen sammen med. Vi følges ud fra fælles teltet til vores klubtelte/lokaler.

 

Kanotur

Søndag kører vi traditionen tro, 5-6 kl. gruppen ud til startstedet for vores kanotur. Der sejles på Voer Å ud til Voerså Havn. Vi sejler i kanoer á 3-4 børn (de sejler selv deres kano) og har en “opsamler kano” med voksne eller Ungledere som sikre at alle kommer med hjem igen ;-)

Når vi kommer hjem, serverer klubben pizza til alle.

 

Festaften

Alle klubber holder en afsluttende festaften. For klubber op til 3-4 kl. afholdes den torsdag aften og for de resterende fredag aften.

Lederne i klubben planlægger et tema for festen, så hold gerne øje med Facebook for informationer, der er ofte lagt op til udklædning!