På dette års Hvide Klit Familiecamp kan du glæde dig til inspirerende foredrag.
Filip Hove Kristensen som foredragsholder
Filip er stifter af Yellownotes.dk og forperson for Volia Alliance. Han har tidligere været engageret i arbejdet i KFUM og KFUK samt i KFUMs Soldatermission.
Filip brænder for tro, fællesskab og for at skabe refleksion i hverdagen. Med afsæt i sine erfaringer og sit engagement vil han dele tanker og perspektiver, der kan inspirere og give noget med hjem til både tro og liv. Han kommer og fortæller om følgende
På rundtur i Ukraine – personlige fortællinger fra civilsamfundet Hvad betyder krigen i Ukraine set gennem relationer, rejser og langvarigt engagement? I dette foredrag tager Filip Hove Kristensen jer med på rundtur i Ukraine gennem personlige fortællinger, møder med mennesker og indblik i civilsamfundets rolle under krigen. Med afsæt i mere end 20 års engagement i landet fortæller han om at rejse i Ukraine i krigstid, om venner der nu er soldater ved fronten og om veteraner, der forsøger at finde fodfæste efter skader.
Foredraget giver et nært og menneskeligt perspektiv på Ukraine - med fokus på håb, mennesker og konkrete initiativer.
TID OG STED
Torsdag kl. 9.45-11.15 i det store telt.
Michael Brautsch som foredragsholder
Mange danskere kender ham fra flere sæsoner af DR1-programmet ”Gift ved første blik”.
I sit oplæg sætter Michael fokus på kærlighedens veje og vildveje og trækker blandt andet på Søren Kierkegaards tanker fra ”Kærlighedens Gerninger”. Med afsæt i både erfaringer og refleksioner inviterer han til eftertanke om relationer, kærlighed og det at være menneske sammen med andre.
Han skriver følgende om det vi skal præsenteres for. Hvorfor udvikler kærligheden sig ofte så dramatisk og hvordan adskiller kærligheden til ægtefælle, børn og gode venner sig fra kærligheden til fædrelandet, arbejdet og det gode håndværk? Kan man virkelig elske et stykke med sild, og hvordan passer arbejdet og privatlivet sammen i dette store puslespil?
Et omdrejningspunkt må være, at kærligheden kendes på dens frugter og således er vigtig at overveje for forståelsen af livskvaliteten. Vi skal sætte nyt fokus på etikken, men hvis hverdagen og karrieren skal fungere optimalt, så må der også sættes nyt lys på kærligheden.
TIL OG STED:
Mandag kl. 9.45 -11.15 i det store telt.
Koncert med Anders og Bent Bro
Endnu en spændende oplevelse – som vi får mulighed for at opleve sammen med de unge fra teenlejren og ungdomsgruppen.
Anders og Bent er far og søn og har spillet sammen i mange år. Sammen skaber de en koncert fyldt med musik, fortællinger og humor. Med klaver og guitar tager de publikum med på en musikalsk rejse med historier fra det vestjyske liv – om blandt andet fiskeri, familie og hverdagsliv.
Koncerterne er kendetegnet ved nærvær, fællesskab og masser af fællessang, hvor publikum bliver en aktiv del af oplevelsen. Med vestjysk lune og gode historier skaber Anders og Bent en stemning, hvor både grin, eftertanke og musik går hånd i hånd.
Vi kan derfor glæde os til en hyggelig og stemningsfuld koncert, hvor fællesskab, musik og gode fortællinger får lov at fylde – en oplevelse for både unge og voksne.
TID OG STED:
Søndag kl. 19.30-21.00 i det store telt.
Tove Simonsen
Tove Simonsen kommer og fortæller om ”Mit livs rejse til Afrika med Folkekirkens Nødhjælp – møder, håb og handlekraft i Uganda"
Hun fortæller følgende: Jeg glæder mig til at "komme hjem" på besøg på Hvide Klit Familiecamp – et sted, der gennem årene har givet mig og min familie uforglemmelige oplevelser og dybe fællesskaber. Som frivillig og tidligere ansat i KFUM og KFUK har jeg altid været optaget af at skabe rum for tro, håb og handlekraft blandt børn og unge.
Sidste år fik jeg mulighed for at deltage i en 9-dages rejse til Uganda med Folkekirkens Nødhjælp, og det udvidede mit perspektiv på hvad vores handlekraft kan bidrage med - for andre, men også for os selv. Her mødte jeg flygtninge og ugandere, hvis liv er præget af udfordringer, men også af en utrolig vilje til at skabe forandring. Rejsen lærte mig tre uvurderlige lektier: Hvor privilegerede vi er i Danmark, hvor stor en forskel selv små handlinger kan gøre, og at kærlighed og medmenneskelighed taler et universelt sprog.
Disse indsigter vil jeg gerne dele med jer – i håb om at det også kan inspirere jer ind i vores fælles mål om at handle for at give håb og tro.
TID OG STED:
Tirsdag kl. 9.45-11.15 i det store telt.