Skab et imødekommende og rart miljø for Fairhusets unge
Har du lyst til at være den der får nye og gamle deltagere til at føle sig velkommen når de ankommer til Fairhuset?
Så kan du blive frivillig vært, hvor du er med til at skabe en imødekommende stemning i huset. Du er med til at byde indenfor og videre ind i aktiviteter i huset. Som vært er det nemlig dig, som er tilstede i caféen og tager imod, når vi har åbent. Måske du også er frisk på at lære at brygge en kop kaffe eller kakao på vores baristamaskine.
Sammen med andre værter vil du stå for at byde velkommen og vise rundt i huset samt informere om, hvad man kan lave den pågældende dag og i løbet af ugen.
Som frivillig vært får du øvet dine færdigheder i at tage imod og snakke med alle mennesker, uanset hvem de er, og hvordan de ser ud. Du bliver god til at sige hej til folk, som du ikke kender, samt skabe en kultur i huset, som byder ind til nysgerrighed og åbenhed overfor hinanden.
Du vil komme igennem værtskabstræning, som afholdes to gange årligt i februar og oktober, hvor vi sætter fokus på det gode værtskab og giver dig konkrete værktøjer at bruge i dit værtskab. Desuden vil du blive en del af et større frivilligmiljø, hvor du løbende kan deltage i sociale og faglige arrangementer i huset.
Du kan være med som vært i det omfang det passer ind i dit liv. Men cirka 2 til 4 gange om måneden.