Hvide Klit Familiecamp

Få et indblik i alle de oplevelser én ud af mange familier havde på Hvide Klit Familiecamp i uge 28 i år. Og hvem ved, måske får dig og din familie lyst til at tage med næste år

Julie Håbendal Christensen

Uge 28,  Hvide Klit Familiecamp i Lyngså - familietid, vennehygge og  KFUM & KFUK stemning så det basker.

Vi kører ned af den lange grusvej. I bilen er min datter på 3,5 år, som er vildt spændt og kigger ivrigt ud af vinduerne, og min søn på knap 8 måneder, som kigger med. Flere og flere steder på vejen bliver vi taget imod af børn i alle aldre med slikkepinde, balloner og et lille sprøjt fra en vandpistol. De råber “velkommen”. Det er lejrudvalgets børn, der kommer med de første indtryk til en begivenhedsrig uge.

Der er kun gået et par timer siden vi ankom, det meste er pakket ud, og vi går rundt på pladsen, som i den her uge er lavet om til campingplads. Pludselig kommer der børn løbende med hinanden i en stor sæbekassebil, og min datter kan nærmest ikke være i sig selv, ”mor det vil jeg også prøve”. Jeg står med min søn i barnevognen og er rendt tør for ledige hænder, da vi kommer til en ledig sæbekassebil. Der kommer tre piger gående på ca. 8-10 år, jeg kender dem ikke. Jeg siger “hej” og de svarer nærmest i kor “hej”. Jeg spørger om de vil give min datter en tur i sæbekassebilen, og de svarer “selvfølgelig vil vi det”. De spæner afsted med hende og lidt efter kommer de igen, og fortæller, at de lige kører over til gyngerne med hende så hun kan se hvor de er. Min datter sidder med det største smil på læberne og kigger op på de store piger, der bare er så søde over for hende. 10-15 minutters senere kommer jeg over til gyngerne. Her er en af pigerne i fuld gang med at gynge min datter, der ler højt og råber “hej mor” - mit hjerte smelter. Det blev en god start for os på lejr, og viste faktisk meget Hvide Klit Familiecamp har programpunkter som foregår hele ugen for alle aldre, lige fra baby til voksen.

Af aktiviteter er et lille udpluk her: børneklub, colour run, indsamlings bazar, aften lejrbål, fakkeloptog, aftenandagt, godnat læsning for børn, morgen yoga på stranden, vandkamp, volleyballturnering, gudstjeneste I klitterne, drop-in morgensang, skumfest, fællesspisning og mange flere ting. 

Der er altid gang i børnene, og de leger på kryds og på tværs af pladsen og inde i hinandens campingvogne,  går rundt med stylter, spiller boldspil og hopper I hoppeborg til den store guldmedalje. Stranden er få hundrede meter væk, så den blev også besøgt og der blev lejet i sandet og badet.

Hoppeborgen var hver dag fyldt med glade børn, store som små, i alle de timer den var tændt, og spørger du min datter, hvad den fedeste ting var ved lejren kommer svaret prompte – hoppeborgen, og alle mine nye venner.

Stemningen på lejren er, at alle siger hej til hinanden, er meget venlige og tager rigtig godt imod nye deltagere.

Der var 380 deltagere på lejren I 2022, og det er familier fra hele landet.

Vi var 4 familier fra det nordjyske, som var taget afsted sammen. Vi boede ved siden af hinanden og lavede mad sammen hver dag. Det var virkelig guld værd at have venner så tæt på. Når alle børn sov, var der hyggestund I forteltene, hvor vi voksne fik mulighed for at tale stille og roligt sammen over dagens sidste kop kaffe eller tiltrængt øl.

Vi skal helt sikkert med igen, det var virkelig en magisk uge for alle. og vi vil klart opfordre andre familier til at tage med.

Vi håber at se mange flere nordjyder til alle tiders familiecamp i uge 28 næste år.