Billede af: Karin Klitgaard Olesen

Julegaveklub Vester Hjermitslev

Læs her om julegaveklubbens oprindelse og hvordan klubben fortsat kører derudaf hvert år med mange forskellige hjemmelavede julegaveideer, et nyt samarbejde og rigtig god tilslutning.

Karin Klitgaard Olesen

Julegaveklub anno 2010

I 2010 fik vi en ide om at lave en julegaveklub i vores lille by Vester Hjermitslev. Vi havde en lille skole og det første år havde vi 35 glade børn i klubben, der var på 7 eftermiddage. Vi lånte lokaler på skolen, så det var let for børnene at gå direkte i klub. Med skolereformen lukkede vores lille skole også og vi måtte tænke anderledes med tidspunktet. Børnene havde en meget længere skoledag og var trætte sidst på dagen.

Formen har de seneste år været lørdage i november fra 10-14, hvilket fungerer rigtig godt. Da skolen lukkede flyttede vi ned i vores multihus, hvor der er god mulighed for at sidde ved mange borde. For mange af børnene er det også et stort plus at de må holde pause med leg i hallen. 

Når vi mødes synger vi sammen og holder andagt. Herefter går produktionen i gang. 

I årenes løb har vi lavet bolsjer, støbt i cement, fremstillet billeder filtet i uld, malet på lærred og malet med akvarelmaling, lavet snemænd af træ fra det lokale savværk, lavet keramik i den nyoprettede kreative klub for voksne på den gamle skole og meget mere.

I starten var alle børn medlemmer af KFUM og KFUK i Vrå. De fik MOK-bladet og nogle af dem var med på både børne-festival, børneweekend og børnesommerlejre. Det blev dog med tiden mere kompliceret med medlemskabet og da Vrå og Øster Vrå blev lagt sammen lavede vi et samarbejde med boldklubben i byen, så det nu er et samarbejde og børnene meldes ind på den lokale boldklubs eventside. 

Økonomisk fik vi en stor håndsrækning af KFUM og KFUK i Vrå til at starte op på. Nu kører klubben rundt. Børnene betaler 125 kr. i medlemskab og dem bruger vi på materialer. Boldklubben sørger for husleje og børnene har madpakker med. 

Børnene er hovedsageligt lokale fra Vester Hjermitslev. Selv om der har været coronapause og det er svært at få børn til aktiviteter, så har der alligevel være ca. 20 børn i klub de sidste to år. 

Julefreden sænker sig altid allerede i november hos os. Vi har overvejet at spille julemusik til arbejdet – men vi har valgt bare at nyde den dejlige ro af børn, der arbejder koncentreret. Der bliver dog også ofte lidt heftig aktivitet til allersidst, når de sidste julegaver skal pakkes ind imens forældrene venter udenfor på parkeringspladsen! Men lidt trængsel og alarm skal der jo til op til jul.