Salg af Rubjerglejren - Det er tid at tage stilling
Salg af Rubjerglejren? - Det er tid at tage stilling.
Kære medlemmer i KFUM og KFUK i Distrikt Nord.
Af vores nyhedsbrev i maj måned kunne I læse:
Vendelbo Y’s Men’s Club ønsker at ophøre samarbejdet om Rubjerglejren med udgangen af 2028. Deres opgaver er: Regnskab, rengøring, opsyn, værtskab, reparationer og booking. Det er desuden svært at danne et fuldtalligt Bygningsudvalg. (Består pt. af: Jan Thorup, Hans Olesen, Hans Henrik Jørgensen og Johannes Bæk. Alle fra Hjørring området).
I kunne også læse, at der skulle afholdes et afklarende møde i maj måned mellem Distriktsbestyrelse, Vendelbo Y’s Men’s og Bygningsudvalget. Mødet blev afholdt i en stemning af sommer-minder, træthed, ærlighed og med stor respekt for, hvad nuværende og tidligere frivillige kræfter har haft af fællesskabs-oplevelser og ikke mindst investeret af tid gennem årene.
Hvor vi står nu, ser vi ikke nogen anden oplagt mulighed for lejren end et SALG. Dermed er vores forventning, at vi på Stormødet i 2027 bringer dette til forslag.
Vi afsøger dog fortsat alternativer.
● Vi involverer Landskontoret mhp. mulighed for bistand.
● Vi laver en systematisk rundspørge blandt andre Y’s Men’s grupper i Vendsyssel - om nogen kan og vil overtage efter Vendelbo Y’s Men’s.
● Med dette brev inviterer vi Jer ALLE til at tage del i denne afsøgning af alternativer. Vores erfaring fra de foregående år er, at der skal handling og hænder bag ideerne, for at det er reelle løsningsforslag. Kontakt os gerne heromkring!
● Vi har også overvejelser om at bringe lokalsamfundet til Lejren i tale.
Lad os mødes over en kop kaffe i god tid inden stormødet. Vi inviterer til uformel drøftelse og evt. præsentation af løsningsforslag.
Sæt derfor X i kalenderen mandag d. 26/10-26 kl. 19.30 (Se vedhæftet invitation og husk tilmelding). Bedste Hilsner fra Distriktsbestyrelsen
