2024 har været et fantastisk år i vores distrikter med masser af aktiviteter, liv og engagement. Det har været inspirerende at opleve den energi og dedikation, som I hver især har bidraget med, og det er altid en fornøjelse at møde så mange engagerede mennesker rundt omkring i distrikterne og foreningerne.
Landsmøde og ny vision
Et af årets højdepunkter var vores landsmøde, hvor vi sammen tog mange vigtige beslutninger for foreningens fremtid. En af de helt store beslutninger var vedtagelsen af vores nye vision:
Børn og unge skal
have grund til at tro,
have håb for i morgen og vide,
at der er brug for dem i dag.
Visionen er med til at sætte retning for vores arbejde, og vil være med til at forme og styrke vores arbejde for dem vi er sat i verden for - alle børn og unge i Danmark. Man kan hive fat i mange gode ting ved visionen, men lige her vil jeg tage fat i linje 3 om håbet.
Det er en vision, som taler ind i en verden, der i stigende grad for mange virker mere og mere uoverskuelig og foranderlig. Krige, konflikter, klima- og biodiversitetskrise, stigende stormagtsrivalisering, tvivlsomme præsidenter,... ja, listen er lang. Også i det små kan man miste håbet, når man føler sig utilstrækkelig, skuffer eller gør andre kede af det, eller har onde og mørke tanker om sig selv. Derfor er det vigtigt at vi taler håbet op. At vi minder hinanden og særligt børn og unge om, at selv midt i alt det mørke og onde i verden, er der gode ting i vente. At der er grund til at håbe. På samme måde er vi også i håbets tid rent kirkeligt. Advents- og juletiden er håbets tid. Vi venter på Jesu fødsel, og det er en fortælling om, at der er noget godt på vej, og at verden kan forandres til det bedre. På samme måde kan vi være med til at tale håbet op i børn og unges liv, og minde dem om at de har værdi og betydning lige netop som de er.
I sin helhed synes jeg, at det er en ambitiøs og stærk vision, som vil noget i vores samfund. Den gør mig stolt af at være en del af KFUM og KFUK, og jeg håber at Vision 2035 gør det samme for dig.
Jeg ser frem til et nyt år med mange flere meningsfulde aktiviteter i KFUM og KFUK for børn og unge, og jeg ser frem til at møde jer i disse år. Tak for jeres engagement, jeres tid og jeres hjerte for sagen. Sammen gør vi en forskel for børn og unge, og det er vi stolte af.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et nytår fyldt med tro, håb, handlekraft.
De bedste julehilsner,
Rasmus Jeppesen
Udviklingskonsulent i KFUM og KFUK i Distrikt Syd og Distrikt Trekanten
P.S. Husk at tjekke 2025-kalenderen. Der er allerede smidt mange gode arrangementer ind i året, der kommer, og der kommer flere i løbet af januar.