Tilmedling er lukket

Opstillede kandidater

Anja Nørgaard Madsen

Opstillet af KFUM og KFUK i Vildbjerg
42 år
Tidl. sygeplejerske, nu bestyrer af Bed & Breakfast

I KFUM og KFUK har jeg været ...

Leder gennem mange år
Bestyrelsesmedlem i Vildbjerg i 10 år, formand i 8 år.
Deltaget som frivillig på Børnefestival, Teensommerlejr, Wonderful Days osv.
Frivillig på Herning børnehøjskole
Med i visionsudvalget

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

Jeg i hjertet brænder for KFUM og KFUK. Jeg brænder virkelig for at skabe sammenhængskraft imellem lokalforeningerne og landsbevægelsen.
For at børn og unge skal have klub tilbud o.lign. hvor de kan mødes i et kristent fællesskab med plads til alle.
Jeg mener det er vigtigt med en god bredde i hovedbestyrelsen, så der er en god fordeling imellem land og by - Storby og små lokalforeninger - Så hovedbestyrelsen med helikopter-perspektiv kan tage de beslutninger, som er bedst for hele organisationen.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

Må blomstre og fortsætte med at udvikle sig - At de super gode tiltag, som de seneste år er poppet op mange steder, må videreudvikles så rigtig mange børn og unge får fede oplevelser igennem KFUM og KFUK.
Jeg drømmer også om at foreninger og distrikter må blive endnu bedre til at drage nytte af hinanden, inspirere og hjælpe hinanden.

Anne Hjul Lybke

Opstillet af KFUM og KFUK på Amager
26 år
Læser Interreligiøse Islamstudier på Københavns Universitet

I KFUM og KFUK har jeg været ...

så heldig at opleve, hvordan man vokser af at få vist tillid. Dét har været gennemgående for min oplevelse af at være både deltager og frivillig i en række forskellige aktiviteter og fællesskaber: som leder i en teenklub, skribent på et medlemsblad, deltager på diverse kurser mm. De seneste år har jeg været forperson for Kristendomsudvalget, og det har været både alsidigt, lærerigt og sjovt.

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

jo mere tid jeg har brugt i KFUM og KFUK, jo mere bliver jeg bevidst om, at vi har noget vigtigt at tilbyde børn og unge i dag. Jeg synes, at der er noget ret unikt i dét at skabe fællesskaber, som både er kravløse og forpligtende: alle er velkomne, og vi regner med hinanden. Vi gør os umage overfor hinanden, men altid med det fortegn, at vi er gode nok, som vi er. Det vil jeg gerne, at endnu flere børn og unge oplever.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

tør være i de spændingsforhold, som gør KFUM og KFUK til noget særligt: spændingen mellem at være et åbent og inkluderende fællesskab, der samtidigt er rodfæstet i vores værdier og kristne ståsted. Spændingen mellem at møde børn og unge dér, hvor de er, og samtidigt tilbyde et fællesskab, som kan være et frirum i en tid, hvor mange oplever at være pressede. Når dét lykkes os, så bliver vi modige og nysgerrige - både som personer og som forening.

Christine Falck Utoft

Opstillet af KFUM og KFUK i Aarhus Midtby
25 år
Statskundskabsstuderende

I KFUM og KFUK har jeg været ...

Jeg har altid deltaget i klubber og lejre med KFUM og KFUK, og ligeså snart jeg blev gammel nok, har jeg været leder i flere af KFUM og KFUK i Vejles klubber.

Derudover har jeg været medlem af og næstforperson for Udvalget for Globale Fællesskaber (GF), hvor jeg virkelig har oplevet styrken i at være en del af en global bevægelse.

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

Gennem KFUM og KFUK har jeg oplevet at blive vist en tillid, som jeg tror er ret unik. Den tillid giver mig lyst og mod til at give den en ekstra skalle i hovedbestyrelsen for at hjælpe med at give børn og unge troen på, at deres stemme er vigtig og at et fællesskab bliver bedre, fordi de er en del af det. Jeg vil være meget stolt, hvis jeg kan være med til at bidrage til udviklingen af den forening som jeg selv har så meget at takke for.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

Jeg drømmer om, at KFUM og KFUK fortsat tør udvikle sig, og at børn og unge ser foreningen som et sted med højt til loftet, hvor der er plads til tro og tvivl såvel som fjol og fællesskab. Jeg ønsker, at alle de gode initiativer og ideer i lokalforeningerne kan sprede sig mellem hinanden, så vi på bedst mulig vis kan give børn og unge de bedste tilbud for åbne fællesskaber med rod i de kristne værdier.

Hanne Toft Andersen

Opstillet af KFUM og KFUK i Thisted
47 år
Konsulent

Sofie Breinholt Damgren

Opstillet af KFUM og KFUK i Aarhus Midtby
28 år
Psykolog og ph.d.-studerende på Arbejdsmedicin, Gødstrup
Stiller sig til rådighed som næstforperson

I KFUM og KFUK har jeg været ...

Forperson for KFUM og KFUK, Distrikt Aarhus

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

Jeg ønsker, at bidrage med et fortsat fokus på organisationsudvikling. Organisationen har været i rivende udvikling de sidste år bl.a. på aktiviteter og antallet af medarbejdere. Jeg er nysgerrig på, hvordan vi fortsat styrker og understøtter vores ansatte, for at den positive udvikling af organisationen kan fortsætte.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

Blandt andet bliver et endnu bedre sted at være ansat - både som lokal- og landsansat, bliver en mere sammenhængende organisation, hvor vi bedre tager ved lære af hinanden og er nysgerrige på, hvordan vi er forskellige, og hvor vi kan mødes, bliver mere synlige i den offentlige debat, er nysgerrige på vores medlemssystem og overvejer, om noget skal gøres anderledes.

 

Adam McMillan Mikkelsen

Opstillet af KFUM og KFUK på Frederiksbjerg
27 år
Læser Statskundskab på Aarhus Universitet

I KFUM og KFUK har jeg været ...

frivillig lige siden jeg var ungleder på min første børnesommerlejr. Sidenhen har frivilligheden været en tro følgesvend, hvor jeg har været så heldig at være en del af alt fra Børnefestival, Efterskolefestival og WonderfulDays. Arbejdet i landsudvalget for Globale Fællesskaber har dog fyldt meget de seneste år, hvor jeg har siddet som næstformand, og inden det i arbejdsgrupperne for Efterskolerejser og Globetrotter.

Nu er jeg aktiv i Fairhuset og har det seneste år siddet i Hovedbestyrelsen.

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

alle børn og unge fortjener at opleve den livskraft, som fællesskabet i KFUM og KFUK tilbyder - et fællesskab, der er med til at give tro, håb og handlekraft. KFUM og KFUK har altid været et svar på de behov børn og unge har, og det skal vi fortsat være. Mangfoldigheden og forskelligheden i vores medlemmer, geografi, aldersgrupper og aktiviteter tegner et klart billede af vores styrker.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

fortsat er en relevant børne- og ungeorganisation, på tværs af hele landet. At man som barn og ung - uanset om man vokser op i Tarm eller København - oplever meningsfulde fællesskaber og aktiviteter, der møder dine behov.

Derudover håber jeg også, at fortællinger fra de fantastiske fællesskaber og aktiviteter frivillige skaber for vores medlemmer vil blive løftet ind i den offentlige debat. At den viden og erfaring vores frivillige og medlemmer i KFUM og KFUK sidder på, kan være toneangivende for retningen på resten af samfundet.

Holger Thusholt Lauritsen

Opstillet af KFUM og KFUK i Asp
49 år
Driftsleder hos Ausumgaard Biogas

I KFUM og KFUK har jeg været ...

Leder, siddet i lokale udvalg og været HB medlem

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

Der er gang i så mange spændende projekter- Fairhuset, børnehøjskoler, fællesklang alm. klubarbejde, ikke at forglemme.
Arbejdet med, hvordan gør vi medlemskabet/medlemsrejsen i vores forening attraktivt.
Være med til at ud folde den nye vision, der skal vedtages på landsmødet.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

Skal styrke de mange tilbud og muligheder der er i vores forening. Være en stærk stemme for børn og unge i Danmark. Være en global medspiller, via vores netværk ud i verden.
Skal fortælle børn og unge at de kan tro og at de er perfekte som de er :)

Mathias Pedersen

Opstillet af KFUM og KFUK på Amager
27 år
International konsulent hos DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

I KFUM og KFUK har jeg været ...

med helt fra barnsben og oplevet værdien af de mange meningsfulde aktiviteter, vi laver for børn og unge. Jeg har mærket frirummet i børneklubber og på familielejre for sidenhen at engagere mig som frivillig i forskellige aktiviteter og fællesskaber. Jeg har også været engageret i udvalget for globale fælleskaber, hvor jeg på egen krop har erfaret, hvordan vores internationale fællesskab i YMCA kan sætte aftryk for livet. I dag er jeg lokalt aktiv omkring Amager Børnehøjskole og medlem af bestyrelsen på Amager.

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

jeg mener, at vi i KFUM og KFUK har en vigtig opgave i at tilbyde vedkommende og forpligtende fællesskaber, hvor vi møder børn og unge der, hvor de er. Jeg vil arbejde for at præge os i en retning, hvor vi med udgangspunkt i vores kristne ståsted giver børn og unge håb og lyst til at tage ansvar for sig selv og andre - både i det nære fællesskab og på de store dagsordener.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

skal arbejde for, at alle børn og unge oplever, at der er brug for dem, og at de kan gøre en positiv forskel. Derfor skal vi tilbyde velkomne og vedkommende rammer, hvor børn og unge oplever et frirum og kan vokse sammen. Og så betyder det for mig at se også, at vi som organisation skal være orienteret mod verden og handle på de dagsordener, der fylder for børn og unge.

Nikolaj Sørvad Søgaard

Opstillet af KFUM og KFUK på Frederiksbjerg
25 år
Læser Statskundskab på Aarhus Universitet

I KFUM og KFUK har jeg været ...

Jeg har både været lokalt engageret i Teenweekend og Efterskolefestival, og så har jeg været udsendt som volontør af KFUM og KFUK til Schweiz og Palæstina.

Derudover har jeg været ansat som international konsulent i foråret 2024 i et vikariat.

Jeg er dog allermest stolt over at have været med til at udvikle og starte KFUM og KFUK's frivillige lederuddannelse Move sammen med andre gode frivillige. Jeg var mentor og leder på Move i tre år.

Jeg vil gerne være en del af Hovedbestyrelsen, fordi ...

For mig har KFUM og KFUK været et fast og tryg bekendtskab hele mit liv, og fællesnævneren for nogle af mine bedste oplevelser og venskaber.
Derfor vil det betyde meget for mig at være med til fortsat at udvikle KFUM og KFUK, så stadigt flere unge kan få endnu mere gavn af det fællesskab og de aktiviteter, som KFUM og KFUK tilbyder.

Jeg ønsker, at KFUM og KFUK i de næste 10 år ...

Får flere unge med i bestyrelsesarbejdet i lokalforeningerne og i landsudvalg.
Som en børne- og ungdomsorganisation mener jeg, at det er vigtigt, at unge sidder med ved voksenbordet, når det er her beslutningerne træffes og midlerne fordeles.

Derudover ønsker jeg, at KFUM og KFUK får en tydelig profil, så det er klart for både medlemmer og omverden, hvad vi som forening står for og kan.
I mine øjne er nogle af trækkene, der binder KFUM og KFUK's aktiviteter sammen: Ungeinddragelse, plads til sjov og et rum for store tanker, og en lav dørtærskel så alle får adgang til fællesskabet.

Thomas Østergaard

Opstillet af KFUM og KFUK i Ikast
26 år
Læser Statskundskab på Aarhus Universitet
Stiller sig til rådighed som forperson