Efterårscirkuslejr for familieklubben i Hjørring

Gud som cirkusdirektør? Det lyder da vist lidt skørt. Alligevel kom det til at give rigtig god mening på dette års cirkusefterårslejr arrangeret af Hjørring KFUM og KFUK.

Familieklubben i Hjørring

Efterårscirkuslejr

Under loftet i den lille spejderhytte i Bjergby vajede cirkusteltdugen, og rundt om stod en masse campingvogne side om side – som i en rigtig cirkuslejr.19 børn og 12 voksne valgte at starte efterårsferien sammen ved at tage på lejr, og der blev gøglet, klovnet og dresseret søløver i vaskeægte cirkusstil alle tre dage. Søndag drog alle artister i kirke sammen, inden der om eftermiddagen kom besøg af to rigtigt dygtige jonglører, der både optrådte for og underviste lejrens deltagere.

Selvom Den Generte Klovn måtte sande, at hun desværre ikke kunne gå på vandet som Jesus og i stedet endte med våde bukser, da hun mødte alle lejrens deltagere, endte hun med at få en masse nye og gode venner, der troede og heppede på hende. På samme måde tror og hepper Gud på os – også selvom vi ikke altid tror og hepper på ham. Og netop dét gør ham til en rigtig god cirkusdirektør: Fordi han aldrig opgiver os, selvom vi indimellem optræder som klovne og uregerlige cirkusdyr.

Vi håber, at rigtig mange har lyst til at tage med på næste års efterårslejr, som vil finde sted lørdag d. 11. til mandag d. 13. oktober.