På stormødet i marts besluttede medlemmerne af KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus, at en stor del af Fairbars overskud fra 2022 skulle doneres til YMCA Lviv i Ukraine. Udover støtte til de ansattes løn blev 40.000 kr. givet til de formål, som YMCA Lviv fandt mest nødvendige.
Pengene fra Fairbar blev lagt sammen med forskellige andre donationer fra YMCA Lvivs øvrige samarbejdspartnere, og det stod hurtigt klart, at pengene skulle øremærkes til en øget nødhjælpsindsats langs fronten.
Tidligt i juni sprængte Rusland den store Nova Khakovka-dæmning, hvilket resulterede i en både humanitær og økologisk katastrofe i Kherson-regionen: Massive oversvømmelser, ødelagte hjem og infrastruktur, giftigt drikkevand og mange dræbte og sårede.
Der opstod akut et enormt behov for mad, rent drikkevand, både konventionel og taktisk medicin (området var fortsat under beskydning af de russiske styrker), tøj, hygiejne, gasflasker til madlavning og endda både til redning af overlevende i de ramte områder.
Nødhjælpen blev i de følgende uger uddelt både til enkeltindivider (flygtninge, ældre, enlige forældre, syge) samt til lokale myndigheder, der så fordelte den videre.I flere tilfælde foregik det også i samarbejde med lokale kirker.
Kharkiv-regionen var også et indsatsområde, fordi der i sommermånederne var intense bombardementer i den østlige del af regionen. Af samme grund var turene dertil kortvarige og uden overnatninger.
Da den ukrainske modoffensiv begyndte mødtes ledere fra YMCA Lviv med officerer, der havde været i de befriede byer i Zaporizhya-regionen, for at få overblik over civilbefolkningens behov og koordinere en nødhjælpsindsats i de områder, herunder også hjælp til felthospitaler og lign. Også her var behovene enorme, da stort set alt var blevet stjålet eller ødelagt af de russiske soldater.
Over sommeren 2023 uddelte YMCA Lviv således ca. 33400 kg nødhjælp langs hele frontlinjen i Ukraine. Pengene fra Fairbar har bidraget til denne indsats.
Fra YMCA Lviv lyder der en stor tak til Fairbar og til Fairbars kunder, samt til KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus. Uden finansiering af løn til deres ansatte, ville de ikke kunne løfte denne opgave. Det betyder meget for dem at mærke, at de ikke er alene, og at vi her i Danmark er så engagerede i at hjælpe og støtte.
Du kan fortsat støtte vores indsamling til YMCA Lviv her
Læs mere om YMCA Lviv her
Steder, hvor der blev leveret nødhjælp:
- Khmelnitsky (til flygtninge fra Kherson)
- Kiyv (til flygtninge fra Kherson)
- Kherson city
- Mykolaiv
- Komyshan
- Mishkovo-Pohilovo
- Raihorodok
- Kharkiv
- Letychiv
- Odesa
- Zelenivka
- Kropivnytskyi
- Sloviansk
- Kryvyi Rih
- Pokrovsk
- Sumy
- Lviv (til internt fordrevne ukrainere)
- Dobropill
- Poltava
- Vinnytsia
- Zaporizhia
- Dnipro
FAKTA:
- Siden 2013 har KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus haft et partnerskab med YMCA Lviv. Gennem årene er der vokset et stærkt og tillidsfuldt samarbejde frem.
- Fairbar er en del af KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus, så deres støtte er både helt oplagt og naturlig.
- Siden 2017 har KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus finansieret løn til en lille stab samt husleje til YMCA Lviv. Det har sikret dem en stabil platform til at vokse som organisation. Det er også baggrunden for, at vi hurtigt kunne begynde en relativ stor og koordineret nødhjælpsindsats baseret i YMCA Lviv.