“Hvad er en højskole egentlig? Er der nogen, der ved det?”
Spørgsmålet runger i rummet et par sekunder. Det store samlingsmøbel i stuen på Aarhus Børnehøjskole er dækket af børn og frivillige, der tænker. Så ryger en hånd i vejret: “Det er en skole, der er helt vildt høj, men det her hus er ikke helt vildt højt. Det er derfor, at det er en børnehøjskole.”
Den slags spørgsmål og svar åbner tit dagen på Aarhus Børnehøjskole, når der er daghøjskole. Daghøjskolen er et fast koncept, hvor en skoleklasse booker et tre timer langt forløb om formiddagen. Over 500 aarhusianske skolebørn i alderen 6-13 år besøger hvert år Børnehøjskolen på den måde. Strukturen er fast. Dagen starter med en samling og fortsætter med tre forskellige aktiviteter: en i køkkenet, en i kreakælderen og en dialogisk station i stuen. På den måde får rigtig mange børn mulighed for at indånde den luft, som er næret med børnehøjskoleånd.
Netop nu har skolerne mulighed for at booke to forskellige daghøjskoleforløb: Et der tager udgangspunkt i temaet ‘Grænser’ og et, der handler om ‘Fællesskab og mod’. Og så er et helt nyt forløb om ‘Tro og eksistens’ næsten klar til at udfolde sig i stuerne på Nørre Allé 44. Temaerne, der danner ramme for daghøjskolerne, er nøje udvalgt. Det fortæller Thomas Krøyer, der er forstander på Aarhus Børnehøjskole: “Daghøjskolekonceptet er jo født af et ønske om, at endnu flere børn skal have glæde af det, vi laver på Børnehøjskolen. I formiddagstimerne er huset tomt, fordi børnene er i skole, så hvordan udnytter man de timer?” spørger Thomas Krøyer sig selv og svarer:
“Her så vi en mulighed for at invitere børnene ind sammen med alle vennerne i klassen. For at lykkes med det, måtte vi først og fremmest tappe ind i skolens egne fag og dernæst kombinere det med Børnehøjskolens værdier: nysgerrighed, kvalitet og værdighed.”
Nysgerrighed og samarbejde
Ved marmorøen i det store samtalekøkken på Aarhus Børnehøjskole står tre dreng fra femte. Èn har hænderne bundet på ryggen. Èn har et viskestykke om hovedet, så hans øjne er dækkede, og en tredje har fået klar besked på ikke at sige et ord de næste mange minutter. Drengene udforsker modet og fællesskabet på forløbet Tør du tage med?, og det gør de ganske enkelt ved at samarbejde om at lave en dip.
“Ej skærer du mig i fingeren?” siger ham, der ikke kan se. En skarp duft af hvidløg stiger op i næsen, og ham med hænderne på ryggen udbryder: “Nu skal vi altså lige aftale, hvor meget af det der, du kommer i, ik?!”
Dipaktiviteten kræver, at børnene samarbejder med hinanden, fortæller Anna-Merete Thinggaard, der har været frivillig på adskillige daghøjskoler, men dipaktiviteten kræver også, at børnene går nysgerrigt til værks.
“Jeg tror, de er vant til bare at gøre deres del i et samarbejde og dele det meget op, men det er helt umuligt her. Her må de være nysgerrige, for at det kan lade sig gøre,” konkluderer hun. Og den konklusion vinder genklang hos Mette Møller Steinmetz, der er lærer på Risskov Skole og har besøgt Børnehøjskolen med flere klasser.
“Børnene kommer ud af deres vante rammer og bliver en del af et
fællesskab, de kan mærke rækker udover dem selv. Og så møder de nogen voksne,
der virkelig har noget på hjerte.”
Det er meget rørende at høre, at det er sådan Mette Møller Steinmetz oplever et
besøg på daghøjskole, udbryder forstander Thomas Krøyer og forklarer, at det
bestyrker ham i at Børnehøjskolen lykkes med at bidrage ind i en større
dannelsestænkning.
“Selv på tre timer kan vi gøre verden større for de mindste,” konkluderer han og Anna-Merete Thinggaard er enig:
“Der er ingen tvivl om, at vi gør verden større for de mindste på daghøjskoler,” siger hun og fortsætter: “Vi går jo til et emne fra mange forskellige vinkler, og man kan tydeligt mærke forskel på det første og det sidste hold, for de tidligere aktiviteter har helt klart sat nogle tanker igang hos børnene”.
Har du lyst til at være frivillig på en daghøjskole?
Du binder dig kun til tre formiddagstimer og det er tre timer med søde børn og andre seje frivillige.
Kontakt Emilie Back eller Johanne Bangsgaard på 2227 6451 for at høre mere.
Vil du gerne vide mere?
Du kan også læse mere om vores daghøjskoleforløb på ULF, som er den platform lærerne booker forløb på, her: Aarhus Børnehøjskole | ulfiaarhus.dk