Billede af: Christian Blom-Bloch

KFUM og KFUK’s generalsekretær vil i Folketinget

Generalsekretær Jørgen Kvist går efter at blive valgt til Folketinget ved næste valg.

KFUM og KFUK

KFUM og KFUK’s generalsekretær, Jørgen Kvist, går efter at blive opstillet som folketingskandidat for SF i Esbjerg. Den lokale SF-bestyrelse har inviteret til medlemsmøde den 17. juni med en indstilling om, at Jørgen opstilles i Esbjerg. Derudover vil han blive indstillet til at blive en af partiets to spidskandidater i hele Sydjyllands opstillingskreds, som går fra Vejle-Varde og til grænsen.

I den forbindelse er der lavet den aftale, at Jørgen går på selvbetalt orlov, den dag et kommende valg udskrives, og at kandidaturet i øvrigt ikke påvirker hans arbejde som generalsekretær for KFUM og KFUK, indtil hans kontrakt udløber i sommeren 2025. 

Vi har lavet en fin og klar aftale. Og i øvrigt er det jo super, at vi har en generalsekretær, som brænder for at engagere sig i demokratiet - det kan vi kun bakke op om fra KFUM og KFUK’s side. Martin Hejlskov Thomsen, forperson i KFUM og KFUK

"Ud fra en kristen skabelsesforståelse og diakonitanke vil jeg især have fokus på social retfærdighed, natur, klima og biodiversitet. Derudover glæder jeg mig til at være aktiv i et endnu bredere demokrati, end det jeg med så stor fornøjelse har arbejdet med i KFUM og KFUK", siger Jørgen Kvist.