Har du brug for et afbræk fra hverdagen?
Er du nysgerrig på tro og kristen spiritualitet? Så rejs til Taizé-klosteret i midtfrankrig sammen med andre unge.
Nogle har været af sted før, andre er med for første gang.
Hvad er Taizé?
Taizé er et klosterfællesskab i Frankrig, hvor unge fra hele verden samles. Her bliver du en del af en enkel hverdag med fællesskab, samtaler og tre daglige bønner med sang og læsning fra bibelen. De enkle, gentagende sange skaber en rolig og meditativ stemning.
Tidligere deltagere beskriver turen som fællesskabspræget, refleksiv og berigende – med plads til stilhed, samtaler, musik og stærke åndelige oplevelser.
Det fællesskabsprægede består bl.a. i, at du indgår i grupper med unge fra andre lande, når du reflekterer over dagens tema og når du laver praktisk arbejde. I Taizé har dagen sin egen rytme og en del af oplevelsen er også at indgå i fællesskabet med andre. Der er ca. 800 mennesker på klosteret samtidig, så du vil på flere planer opleve at være en del af noget større.
Der er også mulighed for at gå i stilhed i hele eller dele af ugen.

Hvordan ser en dag ud?
Kl. 8.00
Morgenbøn i kirken efterfulgt af morgenmad.
Kl. 10.00
Dagens tema introduceres af én af brødrene med udgangspunkt i en bibeltekst. Herefter mødes du i en lille international gruppe (ca. 8 personer), hvor I taler videre om temaet. Gruppen er den samme hele ugen.
Kl. 12.20
Middagsbøn og frokost. Om eftermiddagen: Praktisk arbejde – f.eks. rengøring, madlavning eller opvask.
Kl. 17.15
Te og en pause.
Kl. 17.45
Workshops med forskellige temaer, f.eks. klima eller integration.
Kl. 19.00
Aftensmad.
Kl. 20.20
Aftenbøn i kirken med sang, stilhed og refleksion – med mulighed for at blive længere. Mellem programpunkterne er der tid til at slappe af, være sammen med rejsegruppen, tage på små ture i naturen og møde nye mennesker fra hele verden.

Skal man tro på en bestemt måde?
Nej. Der findes ikke én rigtig måde at tro på, og du er velkommen præcis, som du er – uanset tro, tvivl eller nysgerrighed. I Taizé er der plads til forskellige perspektiver, og fokus er på at lytte, dele og blive klogere sammen – ikke på at overbevise hinanden. Du kan derfor få en meningsfuld oplevelse, også selvom du ikke ser dig selv som troende. Taizé er et inkluderende fællesskab, hvor der er plads til alle – uanset kønsidentitet og seksualitet (LGBT+). Der findes blandt andet nonbinære sovesale og badefaciliteter (for dem, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde), og der arbejdes aktivt for, at alle kan føle sig trygge og velkomne.
Klosterfællesskabet er økumenisk, hvilket betyder, at der arbejdes for større forståelse på tværs af kristne traditioner og måder at tro på.

Hvad får du ud af at tage med?
- Du får ro og en pause fra hverdagen.
- Du bliver en del af et fællesskab med plads til ærlige samtaler om tro og liv. Du får nye perspektiver og tid til at mærke efter.
- Du møder nye mennesker og skaber venskaber på tværs af lande og baggrunde.
- Du vil opleve en åben og inkluderende forståelse af kristendommen.

Alt det praktiske
Køb billet inden d. 20. august og få Early Bird pris: 1.475 kr.
Normalpris efter d. 20. august: 1.700 kr.
Ikke-medlemmer betaler + 500 kr.
Læs mere om medlemskab her.
Prisen inkluderer
-
Transport fra Danmark til Frankrig og tilbage igen
-
Rejseforsikring
-
Tre hovedmåltider – alle måltider foregår udendørs
-
En sengeplads på en sovesal med andre fra rejsegruppen
Transport, overnatning og måltider
-
Vi kører sammen i bus, hvor der er afgang fra Aarhus lørdag d. 10. oktober 2026 kl. 17.00 med opsamling i bl.a. Fredericia for dem, der kommer østfra. Vi er tilbage i Aarhus igen søndag 18. oktober 2026 kl. 18.00.
Busturen tager ca. 16 timer. -
Vi sover på sovesale med køjesenge og plads til ml. 6 og 12 personer. Sovesalene er kønsopdelte mand/kvinde (der er også mulighed for at sove på en sovesal for non-binære).
-
Maden er enkel og der er altid et vegetarisk alternativ.
- Det meste af dagen er man udendørs, dvs. alle måltider spises i det fri.
Da det kan være køligt anbefales det at medbringe varmt tøj.
Har du spørgsmål?
Kontaktperson for Taizénetværket:
Flemming Staal, staal.flemming@kfum-kfuk.dk eller 51398594
Vil du vide mere om f.eks. hvad det betyder at gå i stilhed, så ring eller skriv.
Aldersgrænsen er 35 år, inkl. dem, der er fyldt 35 år. Det er desværre ikke muligt at give dispensation fra aldersgrænsen. Du er velkommen til på egen hånd at besøge klosteret. Læs mere her: https://www.taize.fr/en/adults


