Turen går nu fra Jerusalem og videre til sidste destination, som er Tel Aviv. Før ankomst til Tel Aviv har vi dog et stop i landsbyen Neve Shalom, Oasis of Peace.
Dette sted skulle vise sig at leve op til dets navn - en fredfyldt oase.
Oasen stod i stor kontrast til det hektiske og konfliktfyldte Jerusalem, som vi netop havde lagt bag os. Nu stod vi midt i en lille enklave af sameksistens og håb, hvor den eneste lyd kom fra cikader, og vinden som kildede træernes blade. Vi følte os med det samme fredfyldte.
Her blev vi glædeligt modtaget af én af byens beboer, Rita, en kristen palæstinenser.
Hun fortalte os, at denne landsby er ganske speciel, fordi det er et samfund, hvor palæstinensere (kristne og muslimer) og jøder lever og arbejder sammen, dedikeret til at skabe et fredfyldt fællesskab og fremtid.
Der lever her 65 familier, og ønsket er at udvide til 150 familier i den nærmeste fremtid. Oasis of Peace er en model for lighed, gensidig respekt og samarbejde, som skal være med til at udfordre den igangværende konflikt. Ideelle tiltag, når man skal humanisere hinanden og med fred som mål for øje.
Det er dog ikke altid nemt, fortæller Rita. Problemerne mellem Israel og Palæstina er bl.a. at de ikke er ligeværdige borgere, og at til trods for at palæstinensere og israelere lever side om side som naboer, så lever de separate liv og kender ikke noget til hinanden. For at gøre op for dette beskriver Rita Oasis of Peace som et forbillede for regionen og resten af verden:
An example to our people and the world, people can live together in peace, learn about the differences and finally to accept and respect each others differences.
Hun tilføjer, at Oasis of Peace dermed er som en dråbe i havet, som forhåbentlig vil sprede sig som ringe i vandet ud til resten af verden, hvor konflikter fylder.
Det var rart for os at opleve sådan et sted. Det giver os en følelse af håb. En taxi samlede os op, og nu skulle vi endelig til Tel Aviv.
Den følgende dag havde vi et særligt møde, som vi alle 6 deltagere havde set meget frem til. Vi skulle nemlig ud og besøge organisationen Breaking the Silence, som blev stiftet i 2004. Som navnet lyder skulle vi høre tidligere soldaters personlige beretninger om tiden i militæret - det militær, som er kendt som det mest moralske militær i verden.
Det er på tide at tage bladet fra munden.
Vi blev modtaget af en ung israeler ved navn David, som var soldat og senere officer i Gaza og Hebron på Vestbredden. Det var dengang, og nu arbejder han som aktivist for at rejse opmærksomhed og genskabe sin tabte morale.
En af Davids pointer ved sin præsentation var, at man ikke rigtig kan handle moralsk, hvis man skal handle professionelt og følge en ordre. Som han sagde:
No moral way to be professional occupier. No professional way to be moral occupier.
En af militærets opgaver er at fastholde kontrollen i de besatte områder. Dette gøres ved metoder, hvorpå palæstinenserne skal mærke militærets tilstedeværelse. Palæstinenserne skal mærke en følelse af at være forfulgt, og dermed være bange for militæret. På denne måde kan de nemlig ikke udføre modstand.
David fortalte os, at han havde overskredet sin moralske grænse.
Vi var vidne til en førstehåndskilde som et bevis på en frustration og en skam. Det var nærværende, men utroligt rørende at høre disse fortællinger, og personligt var jeg hele følelsesregistret igennem, alt lige fra frustration, håb, vrede og tristhed.
Det 'gap' mellem det som sker, og hvad mennesker ved der sker, skal udslettes. Og det er derfor, ifølge David, at han fortæller sin historie.
