I 40 graders varme har vi "besteget" det lille Mount of Temptation i Jericho, verdens ældste by (og muligvis også den varmeste, vi nogensinde har befundet os i).
Scroll
Eftersigende er det her, Jesus befandt sig i ørkenen i 40 dage og blev fristet af djævlen tre gange. Jericho er en noget anderledes by end Beit Sahour, som er den by, vi bor i på Vestbredden.
For det første er det en iøjnefaldende fattigere by. For det andet er klimaet mere goldt og tørt. Vi besøger den lokale YWCA-forening, hvor kvinderne kæmper for at the tjene penge til og engagere sig i det udfordrede lokalsamfund. Selvom Vestbredden blot er på størrelse med Sjælland er det tydeligvis et mangfoldigt sted!
Checkpoint mellem Bethlehem og Jerusalem
En anden kamp, mange palæstinensere kæmper hver dag, er kampen for at krydse checkpointet mellem Bethlehem og Jerusalem, byer som er adskilt af den mur, der blev bygget i løbet af 00'erne. Vi bliver gelejdet igennem dette checkpoint bestående af mange hegn og porte. En noget syret oplevelse, men heldigvis lader det israelske militær os passere uden yderligere besvær.
Nogle gange kan palæstinenserne få tilladelse til at krydse muren, andre gange kan de ikke - og nogen får aldrig lov. Vi måtte på denne tur undvære vores nye palæstinensiske venner fra YMCA, som ikke havde fået tilladelse, selvom de bor i nabobyen, mens vi, der bor i et helt andet land, så let som ingenting får lov at passere.
Svært at fatte logikken i - særligt for fem danske piger, der er vant til at kræve deres ret til det meste.
Israeler imod bosættelser
Højdepunktet fra vores tur til Jerusalem var mødet med israeleren Ruth, der arbejder for organisationen Isrealian Commetee Against House Demolitions. Hun kæmper imod den ulovlige besættelse af palæstinensisk jord (og deres liv generelt), og imod de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Jerusalem.
Hun er én af blot 2.500 israelske aktivister, der kæmper for at udbrede viden om den israelske stats uretfærdige og ulovlige behandling af palæstinenserne. Hun forsøger at udbrede et andet narrativ hos det israelske folk end det 'sikkerheds-narrativ', som den israelske stat retfærdiggør mange af deres handlinger ud fra.
"Hvad med fortællingen om de palæstinensere, der hver dag smides ud af deres huse, fordi jødiske bosættere kræver deres jord? Huse som palæstinenserne har boet i gennem generationer. Og hvad med fortællingen om de børn som det israelske militær ofte arresterer uden nogen form for rettergang? Husk, at palæstinensernes protester blot er symptomer på årlange besættelser af deres liv og land," fortæller Ruth.
Megen fremgang i denne kamp for retfærdighed ser hun ikke i disse år - tværtimod.
En smule håb
En smule deprimerede og frustrerede tager vi fra Jerusalem tilbage til Bethlehem. Men vi møder også optimistiske og forhåbningsfulde ansigter.
Ordene fra vores nye palæstinensiske veninde Fulla er stærke:
"If it in some way and extent could happen in South Africa, why can't it happen here? Maybe in ten years, when I have kids... It feels like more and more people around the world know about our situation".
