To vigtige besøg, et til Hebron og et til Aida flygtningelejren i Betlehem, der gav os et indblik i konfliktens indvirkning på lokalsamfundene.
Scroll
Efter fem intense og lærerige dage gik turen torsdag til Vestbreddens største by Hebron, som ligger ca. 35 km fra Jerusalem. Det interessante ved Hebron er, at her lever israelere og palæstinensere side om side i samme by.
Dette skyldes at dele af byen er under israelsk kontrol, mens resten af byen stadig er under palæstinensisk kontrol. Allerede da vi ankom til byen, kunne vi mærke en forskel fra de andre byer, vi har besøgt, da sikkerhedsopbuddet var enormt fra israelsk side.
Faktisk er der ca. tre israelske soldater pr. bosætter, hvilket virker som mere sikkerhed end i et fængsel. Dette sås tydeligt i bybilledet, hvor vi bl.a. kørte forbi en rundkørsel, hvor der stod to fuldt bevæbnede soldater ved hver afkørsel.
Shuhada Street
Under vores rundtur med organisationen Hebron Rehabilitation Commitee, som kæmper for at genopbygge den gamle bydel i Hebron, dels for at bevare den palæstinentiske kulturarv, dels for at få flere Palæstinensere til at flytte til den gamle bydel, skulle vi besøge gaden Shuhada Street.
Det specielle ved gaden er, at den tidligere var en af de vigtigste handelsgader i den gamle bydel, men nu er den lukket for palæstinensere og en del af de voksende settlements i byen. Da vi ankom til gaden stod to soldater, som var maks. 20 år gamle og tjekkede vores ID for at se, om vi havde lov til at passere.
Det var virkeligt hjerteskærende at se, hvordan vores palæstinensiske venner fra holdet blot kunne stå og se på, at vi fik lov til at passere. For mig betyder den gade ingenting; jeg har aldrig været der før og jeg har ingen minder derfra, men alligevel får jeg lov til at passere.
Palæstinenserne, derimod, har mange minder, fra dengang gaden var en centralnerve i byen og centrum for al aktivitet, hvilket virker så urimeligt. I dag er det blot en spøgelsesgade med tomme butikker og en evig reminder om de omkostninger, besættelserne har haft med sig.
Formålet med at lukke disse centrale gader er bl.a. at besværliggøre livet for palæstinenserne, der nu skal køre omveje der tager 30 min, som før ville have taget to min. Nogle familier bliver endda nødt til at bruge bagindgangen eller komme ind i deres huse via taget, fordi israelerne har lukket for den gade, de bor på.
Men det er hele kernen i konflikten, det er ikke en religiøs konflikt som nogle tror, men derimod en politisk konflikt om land og demografi. For at israelerne kan opnå "maximum land, with minimum people" kræver det færre palæstinensere og flere israelere. Dette kan bl.a. ske ved at palæstinensere flygter til andre lande som følge af de fysiske indskrænkelser, manglende rettigheder og bureaukratiske besværligheder.
"Right to return"
I forlængelse af dette besøgte vi fredag organisationen Badil, som kæmper for de palæstinentiske flygtninges rettigheder, både de, som er flygtet til udlandet og de, som er internt fordrevne.
I forbindelse med dette besøgte vi flygtningelejren AIDA, som ligger i Bethlehem og er oprettet i 1950 som følge af de enorme flygtningestrømme (750.000) der kom efter oprettelsen af staten Israel.
Det første, der møder os, da vi ankommer til flygtningelejren, er en kraftig lugt af tåregas. Dette skyldes de daglige konfrontationer, der sker med de israelske soldater, hvor børn, der smider med sten, bliver mødt af tåregas og skud.
Indgangen til flygtningelejren forestiller en kæmpe nøgle, og dette skyldes symbolikken i, at folk stadig håber at komme tilbage til det hus, de blev tvunget fra, som de derfor stadig gemmer nøglen til. Mange flygtninge havde en forventning om, at de ville være væk i maks. to uger, før de kunne vende tilbage, men dette er stadig ikke sket efter mere end 60 år, så nu er nøglen blevet et symbol på opfyldelsen af deres "right to return".
Flygtningelejren er ikke længere telte, som det var i begyndelsen, men derimod et slags minisamfund med små huse og små butikker, men uden meget plads til store armbevægelser og leg i gaden.
Selvom det kan virke som om konflikten er gået i hårdknude, så vi alligevel potentiale for dialog mellem de to parter i Hebron, da det er en af de eneste byer, hvor israelere og palæstinensere rent faktisk interagerer med hinanden på daglig basis.
