Holocaust bruges stadig som et af de vigtigste argumenter for det jødiske folks ret til staten Israel. Under 2. verdenskrig blev 6. mio jøder slået ihjel og mange fordrevet fra deres hjemlande. I dag har vi besøgt Holocaust-museet Yad VasShem i Jerusalem, hvor vi fik et større indblik i den jødiske historie.
I udkanten af Jerusalem ligger det storslåede Holocaust-museum. Med sin trekantede prismeform skærer det sig i gennem landskabet af bakker og høje grantræer. Som vi går gennem museet, gennemgås det jødiske folks kamp for at blive accepteret og anerkendt som et folk. Allerede den kristne teolog Augustin kritiserede jøderne i 400-tallet - senere betegner Luther dem som "troløse hedninge, der skal kastes ud af Europa."
Som vi bevæger os frem i museet, bevæger vi os frem i historien. I 1930'ernes Europa voksede diskrimineringen af det jødiske folk. De mistede rettigheder, ejendom blev taget fra dem og de blev presset ind i ghettoer med omkringliggende mure. Krigen starter, og nazismen er den altoverskyggende ideologi flere steder i Europa.
Den systematiske udryddelse af jøder blev nu et faktum, og jøderne går fra at være borgere til flygtninge. En deprimerende stemning hviler selvsagt over det mørke museum bygget i massiv beton. Mens vi går rundt på museet, kan vi ikke andet end blive påvirket af de stærke historier. De dræbte jøder under krigen mindes i en storslået kuppel, hvor deres navne er skrevet op. Et sted hvor de fleste jøder stadig kan mindes familie eller bekendte.
Arkitekturens symbolik er ikke til at tage fejl af. For enden af tunnelen er lys. Det mørke museum åbner sig op mod en fantastisk udsigt over Israels bakkede landskab. Bag os er jødernes og Israels fortid, foran os - Israels fremtid.
Derfor går vi også fra museet med blandede følelser. Holocaust og anti-semitisme er uomtvistelige skændsler. Alligevel kan man ikke undgå at undre sig over, hvor meget offerrollen stadig kan retfærdiggøre i dagens Israel-Palæstina-konflikt og ironien i selvsamme.
Den israelske professor Ofir, som vi møder om aftenen, forklarer os, at jøderne i i 2000 år har levet i frygt for at blive udslettet. Den frygt kan man ikke uden videre rokke ved.
Han arbejder med dialogmøder mellem muslimer, kristne og jøder. På trods af fordomme mellem de forskellige grupper oplever han, at de kan være relativt nemme at nedbryde. Vejen til en løsning på konflikten er dog utrolig lang. Dialog i civilsamfundet, mener han, er et vigtigt middel til at nå frem til en løsning, omend den ikke kan stå alene.
Efter tre dage i Jerusalem er vi efterhånden ved at have dannet os et indtryk af livet på "den anden side". Vi har kun skrabet overfladen, forhåbentlig bliver vi endnu klogere i morgen. Vi rejser nemlig til landsbyen, som palæstinensere og israelere har grundlagt i fællesskab - Oasis of Peace.
