Globalt

Malene Bentsen valgt ind ved YMCA World Council

YMCA World Council er netop blev afholdt i Thailand. Malene Bentsen kommer fremover til at repræsentere Danmark i hovedbestyrelsen for hele verdensbevægelsen YMCA.

Sara Amos Pedersen

Hun er først og fremmest stolt over at være blevet valgt til hovedbestyrelsen for hele verdensbevægelsen YMCA, World YMCA's Executive Committee. Inden Malene Bentsen rejste til Thailand for at forsvare sit kandidatur, fortalte hun, at det var opbakningen hjemmefra, der betød mest for hende, hvis hun blev valgt ind.

“Det betyder rigtig meget for mig, at hovedbestyrelsen i KFUM og KFUK har støttet mit kandidatur. YMCA er en gammel organisation med potentiale til endnu mere. Det er helt vildt at få lov til at være en del af det ledende organ, og jeg glæder mig til at repræsentere Danmark,” sagde hun inden afrejsen.

Malene Bentsen er ikke i tvivl om, at hun har meget at byde ind med i sit kommende arbejde i World YMCA's Executive Committee.

"Både mig og dansk KFUM og KFUK har meget at byde ind med i Executive Committee. Vi kan byde ind med en stor viden om frivillighed og om meningsfulde partnerskaber med YMCA i andre lande. På samme måde har vi stor erfaring med at have unge i beslutningstagende positioner. Derudover betyder den proces, der er startet i World YMCA om inkluderende kristendom meget for mig,” siger Malene Bentsen.

Med til at sætte kursen

Den seneste uge har en dansk delegation på 28 deltagere støttet op om Malene Bentsens kandidatur i Thailand, hvor YMCA World Council blev afholdt. Fremover skal Malene Bentsen være med til at udstikke kursen for verdensorganisationens drift og strategi. Det kan være til stor gavn for KFUM og KFUK, fortæller hun.

“Danmark får nu muligheden for at byde ind med det, vi synes er vigtigt i en international sammenhæng og være med til at sætte en dagsorden. Men det åbner også op for, at vi lærer det internationale system endnu bedre at kende og er mere med på beatet i forhold til at vide, hvad der sker internationalt.”   

Forstå verden fra en anden vinkel

Malene Bentsen har været medlem i KFUM og KFUM hele sin barndom, og hun har de seneste år engageret sig i de internationale projekter.

Hun har blandt andet rejst i USA, Japan, Singapore, Ukraine og Schweiz med KFUM og KFUK. Selvom det har været spændende at besøge de mange lande, er det muligheden for at forstå verden fra en anden vinkel, der betyder mest for hendes internationale engagement.

“Når vi snakker om det internationale arbejde taler vi ofte om rejser. De vildeste oplevelser, jeg har haft har været de mennesker, jeg har fået lov til at møde, og det de har gjort ved mig. De relationer man opbygger i det internationale arbejde, betyder langt mere end selve rejsen,” forklarer hun.

KFUM og KFUK er en del af en verdensomspændende organisation med foreninger i 119 lande.

Relatererde artikler

Se alle artikler