Billede af: Danel Roved Langgaard og Rikke Horsted Kjær

Festival

Wonderful Days: Velkommen i Himmelrummet

Hvordan ser et kirketelt ud på Wonderful Days ‘21? Thea Haunstrup og Agnethe Nørtoft fortæller her om tankerne bag aktivitetszonen med de store spørgsmål.

Henrik B. Videbæk

Klokken er 7.50 torsdag morgen. Det lyder måske ikke skræmmende for en landmand eller et postbud, men det kan være meget tidligt for en teenager, der holder sommerferie. Især når morgenmaden står på bordet helt til kl. 09.30. Ikke desto mindre har en flok festivaldeltagere fulgt de store solbeskinnede lyskæder, som de sidst så fuldt oplyste ved sengetid, hele vejen fra deltagercampen og ned ad bakken mod aktivitetsområdet og ’Himmelrummet’. 

Her lyder der stille musik. Om lidt er der chokoladeyoga. 

”Jeg synes, at morgenyogaen har trukket overraskende mange mennesker til. Det er en måde at forbinde sig med noget andet, en form for meditation med kroppen, der kan have lidt samme funktion som en bøn”, fortæller Agnete Nørtoft. 

Agnethe Nørtoft er 21 år kommer fra Høruphav, tæt på Sønderborg, og har siddet i udvalget bag trosteltet på Wonderful Days. Her har de siden februar diskuteret, hvordan man gør det der med tro og kirke til noget, teenagerne kan stemple ind i. Mange ideer er blevet smidt i luften. Der er blevet valgt til og fra, og i sidste ende opsummerer netop morgenaktiviteten måske slutproduktet meget godt. Der skal være plads til både yoga og fordybelse samt chokolade og det sjove. Kombinationen af fordybelse og sjov viser sig ikke bare i de programsatte aktiviteter, men i selve teltets indretning. 

Ved indgangen er der borde med samtalespil og origami-opskrifter. Til venstre en lortevæg, hvor man kan ytre sig om det, der er træls. Et skridt længere inde er der små træer til at hænge bønner op i, og der er ’photoshoot’-mulighed i en udhulet billedramme med hæft-på-citater af Jesus, Peter Plys, Søren Kierkegaard m.fl. Bagerst i teltet findes klaver, højtalere, bløde sofaer og et bord med stearinlys og et kors, der lyser op. Et andet udvalgsmedlem, 25-årige Thea Haunstrup fra Aarhus, forklarer, hvordan indretningen skaber en skaber en særlig sammenhæng:”Det er en glidende overgang fra det lette til det mere seriøse. Vi skal spænde bredt. Det skal både være uhøjtideligt, sjovt og seriøst at være her.” 

Tavle med post-its

Forventningerne skalskubbes

Vender man blikket op hænger der i den bagerste halvdel af teltet tyl og lyskæder fra væg til væg. Oven på tyllen svæver hvide origamifugle og andre kreative papirudfoldelser. Særligt sidst på dagen bliver det helt tydeligt, at det er (stjerne)himlen man kigger op mod. Idéen om at lave noget andet end et vanligt ’kirketelt’ blev født tidligt i udvalgsprocessen. For det blev tydeligt for udvalget, at alle har en forforståelse af ordet ’kirke’. Det kan være positivt, men det kan også stå i vejen. Det kan være svært bare helt fysisk at gå ind i et ’kirketelt’. 

”Hvis vi skriver ’kirketeltet’, så har folk allerede en forestilling om, hvad de bevæger sig ind i”, forklarer Agnethe Nørtoft. ”Der er plads til mere i et himmelrum. Det er ikke højtideligt som kirken, men Himmelrummet er på en måde uendeligt”. Thea Haunstrup supplerer: ”Det er blevet et samtaletelt, hvor man kan tale om de store spørgsmål. Det er ikke her, der er nadver eller ritualer, men der er rum for tro og kristendom.” 

Tro er i det hele taget noget, der kommer til udtryk flere steder på Wonderful Days. Den udleves rundt omkring i fællesskabet på pladsen og popper også op andre steder i programmet, når der er åbnings- og afslutningsgudstjeneste i det store telt, aftengudstjeneste i Tree House og formiddagsrefleksioner i deltagercampen. På den måde supplerer Himmelrummet og det øvrige program hinanden. Nogle gange er der også et overlap. For eksempel kan man efter formiddagsrefleksionerne komme til eftertanker i Himmelrummet. 

Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi kunne være nået hertil med så mange benspænd. Agnethe Nørtoft

Mit telt er koldt, varmt og utæt!

En ny ting ved Wonderful Days ‘21 er, at der ikke er et overordnet tema. Det har der til gengæld været for trosdelen, hvor deltagerne er blevet udfordret på ét stort spørgsmål, nemlig: ’Hvad er meningen?’ Der bliver snakket om meningen med samfundet, kærligheden og mig.

I Himmelrummet er snakken om de svære spørgsmål fortsat, men det skal ikke alt sammen være store tanker. Indimellem har man bare brug for at komme af med det, der bare ligger allerøverst i sindet. For hvad er meningen egentlig med at sove i telt, hvis man kunne have sovet bedre på et værelse i en rigtig seng? 

’Lortevæggen’ er derfor blevet indført som et af flere humoristiske twist i Himmelrummet. Her kan man hænge små sedler op med det, der ikke altid er optur – for eksempel det med teltet. En deltager har skrevet: ”Mit telt er for koldt om natten, for varmt om dagen, for vådt, når det regner, og alt for langt væk.” En anden refererer til det, der foregår i det store festivaltelt, og har skrevet: ”Folk, der klapper på et og tre…”. 

For Agnethe Nørtoft er det helt naturligt, at der også er rum for den slags. ”Der skal være plads til det hele. Det er okay. ’Gud! Jeg har det af lort!’. Man må gerne skælde ud på Gud.”

Sang og musik i teltet

 

 

 

 

 

 

Aftenstemningen 

For Thea Haunstrup og Agnethe Nørtoft var det, at overhovedet stå på festivalpladsen nærmest en succes i sig selv. Wonderful Days blev en realitet og med næsten helt frie rammer. På et tidspunkt så det ud til, at festivalen skulle foregå mere gruppeopdelt, og at man skulle være i en bestemt aktivitetszone i en længere periode. Et koncept som ingen af dem var særlig begejstrede for. Det betyder noget for dem, at man kan træde ind i Himmelrummet, når man ønsker det, og det er der mange, der har gjort – ikke mindst i aftentimerne, hvor der har været et andet behov. For Thea Haunstrup var især Taizéandagten et højdepunkt:

”Her skulle de unge være stille i 5 minutter! Det lyder helt utroligt, men det var tiltrængt. De oplever så meget og får så mange indtryk i løbet af dagen. Man kan få brug for en stille stund og tryg stund.” 

En anden aktivitet, der har trukket folk til om aftenen, er fællessang. Det har både været i programmet, men er også bare noget, der er opstået, fordi deltagerne frit kunne benytte klaveret. Det er noget, Thea Haunstrup og Agnethe Nørtoft er begejstrede for, for de unges involvering i Himmelrummet har været et andet vigtigt pejlemærke for udvalget. 

Tavle med memes

I det hele taget er de to udvalgsmedlemmer et par meget tilfredse festivalfrivillige. For Thea Haunstrup betyder det noget at kunne tage hånd om det seriøse på festivalen:

”Det er fedt at have den her rolle! Jeg tror det er det, jeg er bedst til. Jeg vil rigtig gerne tale med de unge og få lov at bruge det kristne sprog. Det er virkelig spændende at høre, hvad der fylder i deres hoveder, for der er rigtig mange refleksioner.”

Agnethe Nørtoft er meget glad for, at det lykkes at bringe humoren ind, og at de har haft det sjovt både i planlægningen og udførelsen af det, der skulle ske i teltet:

”Det har været megagode medfrivillige, vi har haft! Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi kunne være nået hertil med så mange benspænd.” 

Relatererde artikler

Se alle artikler