Hvordan husker du Talentfabrikken i 2018?
Mikkel Vestbo Hattesen
25 år
KFUM og KFUK i Esbjerg
"Jeg var kursusdeltager på Talentfabrikken i 2018. Jeg husker det som to supersjove og udfordrende weekender, en weekend til planlægning og en weekend på selve Børnefestival.
Jeg kan huske, at vi blev undervist i forskellige lederegenskaber, og hvad der gør én til en god leder. Det, som jeg personligt fandt megafedt, var, at man fik undervisning før Børnefestival, og at man efterfølgende fik lov til at bruge og danne erfaringer under festivalen. En anden megafed ting var det store frirum til at skabe og udvikle det, man selv synes kunne være sjovt for de andre deltagere."
Hvordan husker du Talentfabrikken i 2018?
Sille Lynge
18 år
KFUM og KFUK i Vejle
"Som ved de fleste andre arrangementer i KFUM og KFUK var Talentfabrikken et par dage fyldt med sjov og spas krydret med tid til gode samtaler og refleksion. I forberedelsesweekenden var vi ude på forskellige workshops, som senere skulle hjælpe os på vej hen mod at lave et aftenprogram for børnene på festivalen.
Vi fik nemlig lov at prøve selv at være ansvarlige for aktiviteterne for børnene en af aftenerne. Der stod vi med ansvaret for, at børnene fik en god aften, og at aktiviteterne fungerede, som de skulle. Det var skideskægt at prøve det af og se, hvor uoverskueligt det hurtigt kunne blive, og hvordan vi selv skulle få styr på det igen."
Talentfabrikken bliver afholdt den 24-26. maj 2024 samtidig med KFUM og KFUK's Børnefestival.
Det bliver du bedre til:
- Du får gode redskaber til, hvordan du bliver en god leder
- Du får ledererfaring og lov at være leder for en masse børn
- Du får et fedt fællesskab med alle de andre ledere.
Hvordan har du udviklet dig som leder siden Talentfabrikken i 2018?
"Jeg har udviklet mig som leder til at være bedre til at håndtere uforudsigelige situationer. Jeg har helt klart taget med, at man kan planlægge sig ud af mange problemer, men man bliver altid nødt til at være parat på udfordringer, som man ikke kunne forestille sig kunne dukke op.
Jeg har blandt andet været rejseleder for Globetrotter, et udvalg jeg også er medlem af i dag. Den tur, jeg var rejseleder på, var til London og YMCA's 175 års jubilæumsfejring. Jeg har også været rejseleder på en Taizé-rejse og været med på en Y-Glocal-rejse til Cameroun.
Jeg vil helt klart anbefale, at man tager med på Talentfabrikken til foråret! Det er en helt unik måde at udvikle sit netværk i KFUM og KFUK samtidig med, at man får to supersjove, spændende og udfordrende weekender."
Hvordan har du udviklet dig som leder siden Talentfabrikken i 2018?
"Talentfabrikken var det første arrangement, jeg deltog i, og var en slags optakt til at blive leder senere hen. Det var for mig en oplevelse, jeg kan se tilbage på med et smil, og det gav mig blot endnu mere lyst til at fortsætte i samme stil og udforske flere mulige kurser samt selv at stille mig til rådighed som frivillig leder og arrangør. Det har uden tvivl givet mig en stak af gode nye kontakter.
I 2020 var jeg med på lederkurset MOVE, hvor jeg blev kastet ud i endnu flere nye ting, der videreudviklede mine lederevner. For nylig har jeg været med til at starte Fællesklang op i Vejle. Her er jeg godt nok ikke leder, men en del af det udvalg, der sørger for det praktiske og hjælper til med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Derudover hjalp jeg i efteråret til med planlægningen af Distrikt Syd, Trekanten og Hærvejens Ungweekend, hvor jeg var en del af et team, der sørgede for, at deltagerne fik sig en herrefed weekend.
Jeg kan uden tvivl anbefale nye mulige deltagere at tage afsted! Talentfabrikken har som fokusområde at skubbe deltagerne i retning mod engang at blive leder, og det gør de på en letforståelig måde, men også på en måde, hvor de rykker deltagernes grænser. Og man får man både oplevelsen og de nye bekendtskaber med videre!"
Hvad er Talentfabrikken?
- Talentfabrikken er et lederkursus for 13-15 årige.
- De unge får pædagogiske redskaber til at afholde aktiviteter.
- De øver sig på at lave aktiviteter med børn fra Børnefestivalen, så de kan efter kurset også hjælpe i eksempelvis en børneklub.
Læs mere om Talentfabrikken