Billede af: Rasmus Kongsgaard

Lokalt

Frivilligansvarlig bygger bro mellem frivillige og bestyrelsen

Rasmus Kongsgaard er frivilligansvarlig i KFUM og KFUK i København, og hver måned samler han frivillige og andre interesserede til medlemsmøde med fællesspisning i foreningens nyrenoverede lokaler i Skindergade.

Helle Westergaard Elmholdt

 

Vi etablerede rollen som frivilligansvarlig for et par år siden, fordi vi syntes, der var for langt mellem bestyrelsen og vores frivillige. Vi ville gerne bygge bro og sikre en bedre daglig kontakt i øjenhøjde, fortæller Rasmus Kongsgaard.

Frivilligansvarlig i en pulserende forening

Da bestyrelsen spurgte Rasmus, om han ville være frivilligansvarlig, sagde han straks “ja”:

Det er et stykke frivilligt arbejde, som passer mig rigtig godt. Jeg kan godt lide at have føling med det, der sker rundt omkring i foreningen. Og så synes jeg, det er mega sjovt at tale med både nye og gamle medlemmer og finde ud af, hvordan vi løser problemer i fællesskab.

Online netværksmøde den 7. april: Er du også frivilligansvarlig – eller noget der ligner?

Så vil vi gerne invitere dig til digitalt netværksmøde torsdag den 7. april kl. 19.30-21.00.

På mødet vil der være et kort oplæg om relationsarbejde, men først og fremmest vil du få mulighed for at udveksle erfaringer med andre frivilligansvarlige.  

Læs mere og tilmeld

KFUM og KFUK i København er en forening, som er præget af de mange studerende, som kommer til byen hvert år. Der kommer løbende nye medlemmer og nye frivillige til. Nogle frivillige kommer til foreningen via aktiviteter som Fællesklang og folkekøkken. Andre bliver engageret i foreningen, fordi de flytter ind i en af frivilliglejlighederne. Derfor har den frivilligansvarlige også særlig fokus på at tage godt imod nye.

Jeg går meget op i at fortælle, at man altid kan gå til mig, fordi som ny har man ikke overblik over, hvor stort KFUM og KFUK er, og hvilke muligheder, der er. Selvfølgelig kan jeg ikke svare på alt, men jeg har et stort netværk og kan altid sende folk videre.

Medlemsmøderne giver gladere frivillige og aflaster bestyrelsen

Medlemsmøderne er åbne for alle. Både nuværende frivillige og for medlemmer, som bare gerne vil snuse lidt til opgaverne, og så er bestyrelsen også altid repræsenteret. Der kommer typisk mellem 20 og 35. 

Efter fællesspisningen starter den formelle del af mødet med to faste punkter: Nyt fra bestyrelsen og nyt fra aktiviteterne. Det giver ifølge Rasmus et godt indblik i, hvad der sker inderst inde i foreningen. Men den vigtigste gevinst ved møderne er den dialog, der opstår.

Jeg tror, vi får nogle gladere frivillige, og så bliver bestyrelsen nok også aflastet en smule, fordi vi undgår en masse mails frem og tilbage. Det er bare nemmere at komme på bølgelængde med hinanden, når man mødes fysisk.

Den løbende dialog gør det også lettere for de frivillige at gå fra idé til handling.

Jeg tror, møderne kan være med til at give en følelse af, at man er på rette vej. Man føler sig mere som en del af foreningen, fordi man hurtigt får svar på sine spørgsmål, og fordi man kan spille bold med nogen om sine ideer. Jeg tror, man ville føle sig tabt som frivillig, hvis man skulle gå og vente på, at bestyrelsen holdt møde, før man fik svar og feedback.

 En rolle i forandring

Opgaven som frivilligansvarlig i KFUM og KFUK i København er skåret til, så den både dækker de lokale behov og samtidig er overskuelig at løse for én person. Derfor er det også en rolle i forandring, og opgaverne er ikke nødvendigvis de samme om et par år, vurderer Rasmus.

Vi har valgt at definere opgaverne på én måde her i foreningen, men hvis man gerne vil etablere rollen som frivilligansvarlig i andre lokalforeninger, så er det vigtigt at man overvejer, hvad det præcist er, man har brug for. Der er ikke én måde at være frivilligansvarlig på, og måske har nogle foreninger mere brug for en frivilligansvarlig, der fokuserer på hvervning af nye frivillige.

“Vi har valgt at definere opgaverne på én måde her i foreningen, men hvis man gerne vil etablere rollen som frivilligansvarlig i andre lokalforeninger, så er det vigtigt at man overvejer, hvad det præcist er, man har brug for. Der er ikke én måde at være frivilligansvarlig på, og måske har nogle foreninger mere brug for en frivilligansvarlig, der fokuserer på hvervning af nye frivillige.”

Om rollen som frivilligansvarlig

En frivilligansvarlig er den person i lokalforeningen, som har særlig fokus på frivillige ledere og hjælpere. Den frivilligansvarlige er med til at gøre foreningen til et attraktivt sted at være frivillig og gøre det til en bedre oplevelse at være leder i en klub eller hjælper til events.

 Rollen tilpasses den lokale kontekst, men kan indebære opgaver som:

  • At skabe gode relationer og sammenhængskraft
  •  At sikre gode redskaber og foreslå relevante kurser til de frivillige
  • At invitere nye frivillige indenfor

En frivilligansvarlig skal ikke nødvendigvis være medlem af bestyrelsen, men arbejder tæt sammen med bestyrelsen om opgaven. Den frivilligansvarlige skal heller ikke være udførende på alt, men skal have overblikket og inddrage flere i opgaveløsningen, når der er behov for det.

Læs mere på intranettet

Relatererde artikler

Se alle artikler