Billede af: Nicolai Skjøtt

Lokalt

Den danske gæstfrihed bliver præsenteret for hele verden

Deltagere fra flere forskellige lande var samlet rundt om spisebordet i 80 århusianske hjem, hvor de oplevede den danske gæstfrihed.

Lærke Staunstrup Kjær

‘Dinner with a Dane’ var et et af de helt store programpunkter til World Council. Her fik deltagerne en unik mulighed for at spise et aftensmåltid i et dansk hjem i små grupper på fem til ti mennesker. Det er en enestående mulighed for at opleve den hjemlige danske kultur. Jeg fik æren af at deltage i denne aften sammen med Amber og Sam fra USA og Francis fra Nigeria.

Da vi træder ind i huset, bliver vi mødt af store smil og en dejlig duft af mad, som vores værter Mette og Nicolai har gjort klar til vores besøg. Kort efter vi har hilst på hinanden, opdager værtsparret at amerikanske Amber deltog på samme camp, som Mette og Nicolai var ledere på for cirka 20 år siden. Snakken gik derefter på at samle op på deres fælles bekendte og studse over denne tilfældighed.

Alt imens snakken om fælles oplevelser gik hen over maden, sad Francis fra Nigeria ved siden af og lyttede og nød den gode mad. Især de søde kartofler, Mette havde lavet, faldt i god jord. Francis var generelt meget begejstret for de små ting, vi oplevede i løbet af aftenen og spredte en god stemning med sit krukkedegrin. Efter vi havde spist alle de falafler, vi kunne, blev det tid til en lille havevandring.

Fælles minder fra sommercamp

I en kort stund stod jeg på terrassen med Sam på 18 år. Han gav udtryk for et savn til USA og følte en lettelse af at blive inviteret ind i et hus med en hjemlig følelse og at blive taget imod af interesserede og lyttende værter. Francis fik en smagsprøve på de hjemmedyrkede jordbær direkte fra bedet, og Amber så på gamle fotografier fra Y-camp med Mette.

Værtsgaver og visitkort blev udvekslet, og samtalerne gik på alt fra Francis’ interesse for murstenshuse og murværk til ligheder og forskelle i hver vores arbejde og interesse i YMCA. Tiden fløj afsted, og efter en omgang jordbær med is, gik turen tilbage mod centrum.

Det, som især gjorde indtryk på mig, var overvældelsen af at sidde seks mennesker med yderst forskellige liv langt fra hinanden, men liv som alligevel var flettet sammen. Alle har vi i mere eller mindre grad en relation og forbindelse til YMCA, og derved indgår vi alle i samme fællesskab på tværs af kontinenter.

Et intimt rum og en autentisk stemning

Dinner with a dane gav herved muligheden for en anden samtale og jeg oplevede en mere intim og autentisk stemning. Tilbage sidder jeg med en form for splittelse af, at verdens føles kæmpestor og så mange mennesker lever vidt forskellige liv, men samtidig har netop tre rundt om dette bord deltaget på samme ud af hundredvis af camps bare i USA, og vi deler alle interessen for og motivationen til de formål,  YMCA har som fornemste opgave.

Vi gik derfra helt fyldt op. Både i maver og af glæde for at være en del af en organisation, som kan rumme den enorme diversitet og endda byde den velkommen i eget hjem. 

 

Sådan så det ud hjemme hos Ingeborg

Relatererde artikler

Se alle artikler