Billede af: Rikke Horsted Kjær

Festival

Wonderful Days: Forberedelser, der skaber forventningsglæde og lokale fællesskaber

Flere distrikter og foreninger i KFUM og KFUK har fokus på at skabe fællesskaber for unge, der skal med på Wonderful Days til sommer. Forberedelserne giver flere unge lyst til at tage på festival, og forventningerne til årets festival vokser hos deltagerne.

Stine Kjær Bredtoft

‘Plejer’ for nogen ‘pilot’ for andre.. 

Forberedelserne til Wonderful Days er så småt begyndt. I Distrikt Syd- og Trekanten fortæller Henrik Videbæk, hvordan de nu flere gange i træk har haft stor succes med at afholde både Forberedelsesdag og Teendøgn op til Wonderful Days i distriktet. Igen i år regner de med at gentage succesen, da arrangementerne er med til at overbevise de unge teenagere om, at man kan komme afsted i et trygt fællesskab, hvilket for mange af dem er en forudsætning for at tilmelde sig festivalen, forklarer han. 

Samme initiativ har man nu valgt at starte op i Distrikt Midtjylland. Laura M. Østergaard fra KFUM og KFUK i Aulum fortæller, at de i et udvalg af tidligere ledere fra Teensommerlejr i distriktet er i gang med at planlægge en teenweekend, som netop skal samle de unge medlemmer og give dem lyst til at tage med på Wonderful Days. Initiativet er for distriktet et pilotprojekt, som første gang blev taget op i 2021, men desværre ikke gennemført på grund af efterdønninger af corona. Nu prøver de igen, og hun fortæller:

 

“Vi tænker, at det er en god mulighed for de unge, så de kan mødes inden Wonderful Days. Nogle får nye venskaber, som de kan møde igen på festivalen.”

 

Forventningsglæden vokser

For begge distrikter er håbet at skabe større tilslutning til festivalen og gøre repræsentationen af distrikter og foreninger på Wonderful Days så stor som mulig. Men det handler også om andet og mere end antal af deltagere for de to distrikter, nemlig forventningsglæde. 

“Udover, at det skaber en tryghed, så gør det en forskel om folk glæder sig til at komme afsted til det, de skal afsted til. Det er lidt ligesom placeboeffekten; hvis du tror, noget bliver godt, så bliver det altid lidt bedre,” fortæller Henrik Videbæk. 

 

Et lille fællesskab med stort aftryk

I begge distrikter er der stor bevidsthed om, at der med forberedelsesarrangementerne bliver skabt et lokalt fællesskab i distrikterne op til Wonderful Days. Laura M. Østergaard fortæller, hvordan Teenweekenden gerne skal give anledning til, at foreningerne i Distrikt Midtjylland lærer hinanden bedre at kende før festivalen. Begge distrikter forklarer, at det gør festivaloplevelsen federe for deltagerne, når de kender, dem de skal bo i camp med. 

“Jo mere man kan dyrker det lille fællesskab, jo nemmere er det også at være med på Wonderful Days,” forklarer Henrik Videbæk. 

En forankring af det lokale fællesskab mener distrikterne i øvrigt kan være med til at styrke tilslutningen til de regionale Teensommerlejre, som ligger hvert andet år mellem afholdelsen af Wonderful Days. Arrangementerne er i den forstand et positivt afkast på både nationale og regionale lejre i KFUM og KFUK og kan derfor potentielt set få en stor betydning både for tilslutningen af deltagere men også rekrutteringen af fremtidige ledere til lejrene. Distrikt Midtjylland har i denne sammenhæng et særligt ønske om, at Teenweekenden op mod Wonderful Days’23 også kan tiltrække flere ledere til staben. Laura M. Østergaard forklarer: 

“Vi har efterhånden et stort netværk af ledere med ret stor erfaring, men det er kun fedt, når der kommer nye til.” 

I Syd- og Trekanten istemmer Henrik Videbæk sig dette synspunkt:

“Det er vigtig at sikre et flow af unge ledere, for ellers bliver det bare de gamle, der fortsætter, og så har man lige pludseligt et stort hul.”

 

Maskotter og Distriktsuniformer 

Foruden rystesammenlege og øvning af festivalsangen er også arrangementernes indhold og program i høj grad styret af sigtet om at styrke det lokale fællesskab. 

“Det gør jo ikke noget, at de synes det er fedt at komme fra Syd- og Trekanten, når de komme på Wonderful Days,” fortæller Henrik Videbæk. 

I Distrikt Syd- og Trekanten har man før lavet både maskotter og pallemøbler til campen for de kommende Wonderful Days-deltagere, og for piloterne i Distrikt Midtjylland har ideer som distriktshatte og T-shirts været oppe at vende, så alle på Wonderful Days kan genkende deltagerne fra det mørke Midtjylland.

Relatererde artikler

Se alle artikler