KFUM og KFUK har opdateret den designlinje, der blev indført for fem år siden. Det betyder, at designlinjen nu er bedre tilpasset brug på sociale medier, videoer osv.
Canva erstatter Marq
Samtidig går KFUM og KFUK over til at bruge layout-programmet Canva i stedet for Marq (tidligere Lucidpress). Canva har sponsoreret deres Pro-udgave af programmet til KFUM og KFUK, hvormed vi kan tilbyde en bruger til alle frivillige, der ønsker at bruge Canva til fremstilling af materialer i KFUM og KFUK-regi.
- Kontakt grafiker@kfum-kfuk.dk for login
- Log ind via www.canva.com
- Læs guide til at komme i gang med Canva
- I efteråret tilbyder KFUM og KFUK et kursus i Canva. Hold øje med hjemmesiden og nyhedsbrevet for mere info.
Få hjælp til at overføre skabeloner til Canva
Skabeloner, til fx flyers som er oprettet i Marq, overføres ikke automatisk til Canva og skal derfor oprettes på ny inden den 1. juni 2024, hvor der ikke længere vil være adgang til Marq.
- Har KFUM og KFUK’s grafiker oprettet skabeloner til dig, så kontakt grafiker@kfum-kfuk.dk for at aftale, hvordan disse overføres.
- Har du selv oprettet skabeloner i Marq, som du har brug for hjælp til at overføre, så kontakt grafiker@kfum-kfuk.dk for at aftale, hvordan disse overføres og få evt. feedback på, om skabelonerne trænger til et nyt visuelt udtryk.
Let at bruge Canva
KFUM og KFUK har gjort klar til, at det er nemt at arbejde i Canva. Det betyder, at du under ‘Varemærkesæt’ finder alle:
- Logoer for foreninger, distrikter og koncepter i både farve, hvid og sort - OBS! Foreningernes logoer uploades løbende hen over efteråret, men har du brug for dit logo nu, så kontakt grafiker@kfum-kfuk.dk for at få det lagt op med det samme
- KFUM og KFUK’s officielle skrifttyper
- Et bredt udvalg af billeder fra lokale aktiviteter - klik ind på de enkelte varemærkesæt for at se billederne. Udvalget opdateres løbende. Har du brug for flere billeder, kan du finde et bredt udvalg i KFUM og KFUK’s billedarkiv på www.kfum-kfuk.dk/fotos og orientere dig i KFUM og KFUK’s retningslinjer for billeder.
Under ‘Varemærkeskabeloner’ finder du KFUM og KFUK’s skabeloner. I første omgang består udvalget af skabeloner, der kan bruges på tværs af aktiviteter. Det er:
- Skabeloner til flyers og folder i A5
- Skabelon til en plakat i A2
- Skabeloner til Facebook: Coverbillede, event-cover og to opslag med to linjers tekst
- Skabeloner til Instagram: Opslag i bredformat og højkant med to linjers tekst
Din bruger kan ikke overskrive KFUM og KFUK’s skabeloner. Canva fungerer i stedet sådan, at du opretter din egen kopi af skabelonen, som du tilpasser med din tekst og billede. For at oprette en kopi, skal du blot klikke på de tre prikker i højre hjørne af den valgte skabelon og klikke på ‘Lav en kopi’. Læs mere i guiden.
Opdateres løbende med skabelon-pakker
Udvalget af skabeloner bliver løbende opdateret med skabelon-pakker til brug i kommunikation og PR for koncepter som: Børnehøjskole, højskolesang, børnedisko, Fællesklang, familiesang, familiekor og børnenes værkstedsklubber.
Det bliver dermed lettere for foreninger at kommunikere og lave PR om aktiviteter, der inviterer nye målgrupper ind i foreningen.
- Se også den nye guide til annoncering på sociale medier - Facebook og Instagram
- Se også Guide til Facebook-events
Har du ønsker til skabeloner?
Har du ønsker til skabeloner, som ikke allerede er tilgængelige i Canva, så kontakt grafiker@kfum-kfuk.dk med dine ønsker og behov, så hjælper KFUM og KFUK med at oprette nye skabeloner i Canva.
Skab overblik med mapper
Dit login til Canva er ikke personligt, men deles af flere frivillige i fx samme distrikt eller nationale arbejdsgruppe. Vær derfor opmærksom på, at du ikke overskriver indhold, som andre frivillige har oprettet.
Skab overblik over indhold ved at oprette det i ‘Mapper’. Det gør du ved at klikke på fanen 'Projekter' og derefter vælge ‘Mapper’ og ‘Tilføj ny’. I distrikternes login er der på forhånd oprettet mapper, så hver forening under distriktet har sin egen mappe. Det er muligt at oprette undermapper til hver forening.
Gør det lettere at lave video
I den opdaterede designlinje finder du som noget nyt retningslinjer for brug af fonte, farver og grafik i video, som er med til at sikre et mere ensartet udtryk.
Du kan redigere video i Canva, hvor der løbende kommer skabeloner til præsentation af interviewpersoner (navnetags) og andre grafiske elementer.
Vil du i gang med videoredigering, tilbyder KFUM og KFUK også gratis adgang til klippeprogrammet Veed samt musiktjenesten Epidemic Sound.
- Kontakt kommunikation@kfum-kfuk.dk for login
- Se guide til undertekster på video i Veed
Har du spørgsmål til Canva, er du altid velkommen til at kontakte grafiker@kfum-kfuk.dk