Men hvis vi som samfund vil tage den udvikling alvorligt, må vi også turde stille det næste spørgsmål: Hvis vi vil have børn væk fra skærmen, hvad vil vi så give dem i stedet?
Børns Vilkår viser i deres nye rapport, at hvert fjerde barn føler sig presset til at købe bestemte ting for at blive accepteret i sin klasse. 46 procent af det indhold, som nye 13-årige møder på sociale medier, har et kommercielt sigte. Det betyder, at halvdelen af alt, hvad børn ser, er designet til at få dem til at købe noget. DUFs ungeanalyse peger også på, at selvom de fleste unge har det overordnet godt, oplever 31 procent ofte ensomhed, og 42 procent af de unge oplever lav eller ingen indflydelse på forhold, der påvirker deres hverdag og trivsel.
Sammenholdes det med statsministerens pointe om, at 60 procent af de 11-19-årige drenge ikke ses fysisk i fritiden med en eneste ven i løbet af en uge, males et dystert billede.
Der er ikke længere tale om uskyldig markedsføring. De sociale medier er også med til at forme børns forestillinger om, hvad der skal til for at høre til. Hver dag lærer de, at adgangsbilletten til fællesskabet ikke handler om at være, men om at eje. At anerkendelse og accept er noget, man køber sig til.
At forbrug og købekraft kan kobles til identitetsmarkører og fællesskaber er nok ikke en ny opfindelse i sig selv. Jeg tror, at både børn, unge, og måske i særdeleshed voksne, med eget økonomiske råderum kan genkende den altopslugende følelse af længsel og eufori, der kulminerer, når man endelig bliver enehersker af LEGO-skoletasken, løbevesten eller den nyeste airfryer, som man altid har ønsket sig lige siden, man så den i sit feed for første gang i sidste uge.
Men tallene vidner om et nyt forhold mellem barndom og ungdom, sociale medier og forbrug: Fællesskabet er blevet en kommercialiseret vare, der selvom det er vores børn og unge, der holder smartphonen i hånden, er i algoritmens og virksomhedernes hænder.
Forbud mod udvalgte sociale medier kan skabe ro, men det kan ikke skabe mening. Dansk Ungdoms Fællesråd peger faktisk på, at unge ikke efterspørger forbud, men derimod vejledning til konkrete handlinger. Men vælger vi at gå med forbuddet, må vi også vise dem vejen til noget bedre i stedet.
DUFs ungeanalyse peger på hvad et af buddene på “det bedre” kunne være. Analysen viser nemlig hvordan, foreningsaktive unge trives bedre, føler sig oftere glade, oplever at de kan håndtere livets udfordringer, og en styrket tro på, at de gode nok, som de er.
Det, tror jeg helt ærligt ikke, er tilfældigt. I foreningslivet bliver man ikke vurderet ud fra, hvad man kan købe sig til, men værdsat for den man er. Likes og algoritmer erstattes af noget langt mere værdifuldt: relationer, ansvar og oplevelsen af at høre til.
Når børn og unge får rum til at være sammen om noget meningsfuldt - en ungdomsklub, et fairhus, et kor eller en fodboldtræning - udvikler de både færdigheder, fællesskab og selvforståelse.
I KFUM og KFUK møder vi hver dag unge, der længes efter at være en del af fællesskaber, hvor man ikke skal leve op til et ideal, men får lov til at forme det sammen med andre. De efterspørger fællesskaber, hvor blikket er løftet fra skærmen, og hvor man faktisk ser hinanden. De vil ikke måles på likes, men mærkes på nærvær.
Derfor er det positivt, at statsministeren vil tage børns digitale liv alvorligt. Men vi må ikke tro, at problemet kan løses med et tryk på slukknappen uden at tænde for et andet tilbud. Børn og unge skal ikke bare flyttes væk fra noget, de skal også vises hen til noget.
