Noget af det mest inspirerende ved at have været Forandringsagent i Fairhuset er at se, hvordan unge langsomt vokser med opgaverne – og går fra at møde op til at tage ejerskab over fællesskabet. Ikke fordi vi beder dem om det, men fordi vi gør det nemt og trygt at tage det første lille skridt.
Jeg oplever tit, at det begynder med noget helt lavpraktisk. Vi spørger: “Har du lyst til at tage imod i døren?” eller “vil du hjælpe med at lave mad?”
Det lyder måske som små ting, men det er faktisk her, magien sker. De her opgaver er overskuelige – og netop derfor bliver det en oplagt måde at få ansvar på, uden at det føles overvældende for dem, som aldrig har prøvet at være frivillige før. For mange er det en lettelse, at man ikke behøver melde sig som frivillig for et halvt år ad gangen. Man kan bare tage én lille opgave. Og når man gør det, begynder man også at føle sig som en del af huset – ikke bare som gæst, men som en, der hører til. En af de unge piger, sagde det ret fint for nyligt:
"Det er rart, at man kan hjælpe lidt til uden at skulle stå med det hele. Jeg føler mig mere som en del af fællesskabet, når jeg bare lige kan tage en opgave og være med på den måde."
Jeg kunne ikke være mere enig. For mig handler det ikke om at få praktiske ting gjort – det handler om, at nogen får en oplevelse af at kunne bidrage og blive set. Og lige dér opstår følelsen af ejerskab.
Unge tør tage ansvar
Det hele hænger tæt sammen med den måde, vi arbejder med værtskab på i Fairhuset. Det er ikke kun én persons ansvar at skabe en god stemning – det er noget, vi deler. Når nogen stiller op til fællesspisning og bagefter hjælper med opvasken uden at blive spurgt, er det et tegn på, at de føler sig hjemme. At de tør tage ansvar, fordi de ved, de er velkomne. Jeg er så stolt af, at Fairhuset har opbygget et sted, hvor vores deltagere føler sig trygge nok til at tage ejerskab. For værtskabet virker, når man ikke længere spørger:
“Hvem har ansvaret for det her?”, men i stedet tænker den enkelte: “Hvordan kan jeg være med til at gøre det rart at være her i dag?”
Jeg elsker, at vi har skabt et sted, hvor det er helt okay både at være deltager og frivillig – og hvor man må bevæge sig frit mellem de to. Det gør det muligt at tage ansvar, når man har overskud, og bare være med, når man ikke har. Jeg har sagt ja til frivillig-opgaver, som jeg faktisk for alvor ikke havde overskud til, og det resulterede nogle gange i et resultat, som jeg ikke er stolt over. Men her i Fairhuset har vi mange forskellige niveauer af frivillighed og et mere nuanceret syn på, hvad det vil sige at være lidt frivillig og lidt deltager på samme tid. Og for mig er det netop dét, der gør Fairhuset til noget særligt: Vi gør plads til, at folk kan vokse med opgaven. Med små skridt – men med stor betydning.
