Efter gudstjenesten talte Ida Schaumburg-Müller, præst og kristendomskonsulent i KFUM og KFUK, med nogle af dem, der var med: Nicoline og Noa fra Blåkilde Efterskole og Anton fra KFUM og KFUK i Vorbasse.
Hvordan oplevede du gudstjenesten?
Noa: “Jeg syntes, det var meget nede på jorden. Nogle gange kan man godt føle, at man skal være på en bestemt måde, når man træder ind i en kirke til gudstjeneste, men her var det mere åbent. Det virkede mere loose.”
Hvad tænkte I om den der cykeltur?
Nicoline: “Det var meget specielt, men også hyggeligt.”
Anton: “Jeg kan godt lide, at der skete noget til gudstjenesten, og de ting, du sagde, også der med cyklen, det var ret fint.“
Ida: “Tanken med cykelturen som indledning var, at den skulle spejle den vandring de to mænd til Emmaus er på: at vi allesammen er på vej i livet og kan blive mødt af én, som sætter vores liv i et nyt lys. Jeg havde valgt musik og sange, som mange kender og føler sig godt tilpas i.“
Hvad syntes I om sangene?
Anton: “De var gode. Det var fint, at det ikke bare var sange, man hørte, men det var fællessang. Der var masser af musik, og det var dejligt at komme op at stå. Festivalsangen er god, og den var nem at lære. Jeg kendte ikke alle sangene, men de fleste.“
Noa: “Vi har sunget alle sangene på Blåkilde. Sanne Salomonsens ‘Hjem’ handler om noget, alle kan relatere til: det med at finde hjem. Vi har på en måde fundet et nyt hjem på Blåkilde. Det er noget, man kan relatere til, og det følger gennem hele gudstjenesten - med den der cykeltur for eksempel, at vi er på hver vores rejse som menneske, og alting tager sin tid. Det tidspunkt, du skal dreje af på, kommer, når du har brug for det. Det behøver ikke være, når alle andre gør det.“
Ida: “Prædikenen handlede om, at meningen med livet er at elske og elskes.“
Kunne I høre, at det var en Aphaca-reference?
Nicoline og Noa: "Ja!“
Noa: “Jeg tænker over, hvad meningen er med, at jeg er sat på jorden. Det med at prøve at finde meningen med livet har også givet mig inspiration til at komme ud og møde nogle mennesker. Det med at elske og blive elsket er noget, vi gerne vil en dag eller allerede bliver. Det er noget, man kan relatere til og se ske i fremtiden.“
Ida: “I virkeligheden har kærlighed mange former. Jeg kender mange, som har et kæledyr, som betyder meget for dem. Kærligheden til dem, vi har omkring os, var dét, jeg forsøgte at få frem i prædiken. Efter prædiken sang vi Lukas Grahams ‘When you love someone’.“
Satte sangen nogle tanker i gang hos jer?
Noa: “When you love someone, you open up your heart - det med at elske og blive elsket - man kan mærke, at vi har fået én eller anden form for: vi elsker hinanden på Blåkilde. Det her med, at det er rart at elske andre, men også at blive elsket tilbage. Vi er blevet mere åbne, fordi vi har givet plads til hinanden og lært at elske de forskellige måder vi er på.“
Tænker du over meningen med livet?
Anton: “Nej, ikke så tit, men temaet med kærlighed og næstekærlighed til familie og venner gav god mening.“
Hvad gør en gudstjeneste god for dig?
Anton: “Prædiken er en stor del af det. Det er vigtigt, at den er god, og sangene passer til, og det er noget, de fleste kender, så er det fedt, for så skaber det en god stemning. For eksempel hvis en prædiken er meget fængende, eller man kan se sig selv i den, så er det nemmere at holde koncentrationen.“
Præstens tanker om gudstjenesten
Tanken med åbningsgudstjenesten var at møde deltagerne dér, hvor de er:
Festivalen er lige begyndt. De er spændte, måske lidt usikre. I gudstjenesten satte jeg både ord på usikkerheden og sommerfuglene i maven. Jeg talte også om, hvordan vi skal være med hinanden på festivalen for at få en god fælles oplevelse.
Hvad skal gudstjenesten kunne?
Åbningsgudstjenesten skal opleves som meningsfuld og relevant for alle deltagere og frivillige. Sproget skal være moderne og temaet relaterbart. Musik og fællessange er pop, man kender, og derved føler sig tryg i at synge med på.
Den skal være fællesskabs-konstituerende: Vi skal lægge mærke til dem, vi er omkring. For eksempel slutter velsignelsen med, at man giver den ved siden af én et kram.
Den må også gerne overraske - derfor er der en anderledes indledning, som bryder med fordommene omkring en gudstjeneste. Derved opnår vi måske større åbenhed.
