Billede af: Sarah Juel Falkesgaard

Lokalt

En forening for unge kræver beslutningsrum, der passer til unge

Der findes ingen forenings-steroider eller Wegovy, der på magisk vis kan få foreningsdemokratiet i topform. Til gengæld findes der mange små greb, der gør det lettere og mere naturligt for unge at være en del af det formelle medlemsdemokrati.

Asle Emil Brejnbjerg Lundorff

To steder, hvor de er trukket i arbejdstøjet, er lokalforeningerne KFUM og KFUK i Aulum og KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus. Her har de ændret både formen på generalforsamlingerne og måden, de taler om bestyrelsesarbejde på i forsøget på at få flere unge med i beslutningsrummet.

Fra smørrebrød til pizza

For fire år siden var generalforsamlingen i KFUM og KFUK i Aulum klassisk i den forstand, at forplejningen var smørrebrød, og at de yngre medlemmer glimrede ved deres fravær. I dag er fremmødet øget med omtrent 20 yngre deltagere. Og de højtbelagte rugbrødsmadder er suppleret med pizza. Henriette Larsen, bestyrelsesmedlem i Aulum, fortæller:

“Vi kunne se, at det kun var de ældre, der kom. De unge ledere, helt ned til 6. klasse, dukkede aldrig op. Så vi besluttede, at hvis vi ville have dem med, måtte vi gå mere offensivt til værks.”

Hiv bestyrelsesarbejdet ned fra piedestalen

19-årige Aske Kloster Kristiansen sidder på første år i bestyrelsen i Aulum og oplever, at mange unge bliver afskrækket, hvis bestyrelsesarbejdet præsenteres som noget stort og tungt.

“Hvis man som ung tror, at man som medlem af bestyrelsen også skal være kasserer og alt muligt andet, så siger man nej. Det hjælper, når man fra starten får at vide, at man godt må øve sig, og at man ikke skal have fem store opgaver på én gang.”

Derfor arbejder KFUM og KFUK i Aulum med at give nye bestyrelsesmedlemmer, især unge uden tidligere bestyrelseserfaring, konkrete og afgrænsede opgaver og en tydelig støtte i det første år, så de ikke står alene med økonomi, referater og ukendte procedurer. Og lige så vigtigt er det, at historien også spredes i foreningen; at vi er der til at hjælpe dig, hvis du vil være med.

Generalforsamling med medbestemmelse - ikke bare vedtægter

KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus oplever, at unge gerne vil være med til stormøde, som generalforsamlingen hedder i distriktet, hvis rammerne er rigtige.

“Vi prøver at gøre generalforsamlingen til en dag, der ikke kun handler om vedtægter og økonomi, men som også giver reel medbestemmelse i distriktet,” fortæller distriktets forperson, Gertrud Payal Pilegaard Lyngsø.

Det gør de blandt andet ved at bruge omtrent en tredjedel af tiden på workshops. Bestyrelsen forbereder nogle poster med konkrete spørgsmål eller temaer, de har brug for input til. Deltagerne går rundt i grupper, drøfter spørgsmålene og skriver idéer og ønsker op. På den måde oplever alle, at deres holdninger faktisk har betydning, også selvom de ikke sidder i bestyrelsen.

“Workshops er en virkelig god form. Vi som bestyrelse får masser af input til retningen for distriktet. Samtidig bliver det lettere at spotte dem, der har så meget på hjerte, at de måske skal spørges, om de vil stille op,” siger Gertrud Payal Pilegaard Lyngsø.

KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus arbejder også med at sænke barrieren for at sige ja til en bestyrelsespost i lokalforeningerne. Nogle af de tungere drifts- og økonomiopgaver forsøger de at tage på distriktsniveau, så de lokale foreningsbestyrelser ikke skræmmes væk af regneark og bogføring.

“Vi vil gerne undgå, at folk siger nej til bestyrelsesarbejde, fordi det virker uoverskueligt.

Hvis økonomien kan løftes af en ansat eller af distriktet, giver det plads til flere unge i bestyrelserne,” forklarer hun.

Et beslutningsrum tilpasset unge

Ungeinddragelse handler i sidste ende ikke om pizza, powerpoint eller workshops i sig selv. Det handler om en grundlæggende erkendelse af, at en forening for unge også må have beslutningsrum, der inviterer unge til at være med. Og at unge sjældent dukker op til generalforsamlinger, som de føler sig fremmede i. Som Henriette Larsen siger:

“Der er ikke nogen lette genveje. Det virker ikke at sende en sms og håbe på det bedste.

Man er nødt til at dukke op fysisk, igen og igen, og sige: Vi har brug for jer – og vi byder jer velkommen.”

Sådan gør KFUM og KFUK i Aulum

En offensiv tilgang, der har sat konkrete spor på Aulums generalforsamlinger:

1) Direkte og personlig invitation til generalforsamling

Hver klubaktivitet har tilknyttet en kontaktperson fra bestyrelsen, der fysisk møder op til for eksempel Unge Voksne og siger:  

“Vi vil virkelig gerne have jer med og høre, hvad der fylder for jer.” Det er ikke nok med en fælles e-mail.

2) Mad, der også rammer de unge 

Smørrebrødet blev suppleret med pizza, og bridgeblandingen fik følgeskab af stjernemix. En lille ting, men også et tydeligt signal om, at aftenen ikke kun var designet til folk over 50 år.

3) Ungebord og plads til hygge

De unge fik lov til at sidde sammen, så det blev trygt at deltage.

4) Levende formandsberetning med billeder

I stedet for en lang monolog blev årsberetningen til et kort powerpoint med billeder fra foreningsåret. Foreningens mennesker og oplevelser skal fylde frem for kun tal.

5) En generalforsamling med bagkant

At deltage skal være overskueligt. Økonomien bliver kogt ned til det essentielle. Og aftenen er tidsbegrænset: Start med fællesspisning kl. 18, slut senest kl. 21.30 - og altid med dessert.

 

Relatererde artikler

Se alle artikler