Rebecca Nørby Rasmussen
Interviewet og skrevet af Alberte Bæk Østerby
Hvorfor vil du være forandringsagent på Børnehøjskolen i Århus?
“Jeg vil gerne være forandringsagent på Børnehøjskolen i Århus, fordi jeg føler, at det er et sted, hvor der er plads til forskelligheder, forandring og udvikling. Og så tror jeg bare, at det her med, at det er børn i alderen 6–13 år, synes jeg var en virkelig spændende aldersgruppe, fordi det også er en meget bred gruppe. Jeg vil gerne både selv have nogle erfaringer med den her aldersgruppe, men også lære helt vildt meget af de børn, som jeg kommer til at have med at gøre, og møde dem der, hvor de er.”
Hvordan tror du, din bedste ven vil beskrive dig?
“Jeg tror måske, at jeg ville blive beskrevet som meget fjollet og meget sjov, men også meget omsorgsfuld og betænksom. Og så tror jeg også hjælpsom og reflekterende – ja, det kunne jeg godt forestille mig, der var nogen, der sagde om mig.”
Hvad har været din bedste oplevelse i KFUM-KFUK?
“Jeg tror, at min bedste oplevelse har været børnesommerlejr, da jeg var lille. Det har jeg været på siden første klasse, og jeg synes bare, at det var det bedste i hele sommerferien. Det har virkelig sat spor i mig og er også lidt af det, jeg håber, man møder på Børnehøjskolen. Det her med, at man næsten føler, man kommer på lejr, når man kommer derhen, fordi det er de samme ansigter – ledere og frivillige – og de har allesammen lavet et program, der gør det virkelig spændende at være der. At der er nogle frivillige, der ser børnenes værdi, tror jeg også er meget vigtigt, og jeg tror også, at det var det, som jeg selv oplevede på børnesommerlejr.”

Sille Marie Lynge
Interviewet og skrevet af Rebecca Nørby Rasmussen
Hvorfor vil du være forandringsagent ved Fairhuset i Århus?
“Jeg vil gerne være forandringsagent i Fairhuset, fordi jeg nyder at møde nye mennesker, og jeg synes, at unge mennesker er en dejlig målgruppe at skulle ramme. Unge mennesker, som jeg kan relatere til, og som jeg gerne vil være med til at skabe aktiviteter for, som jeg selv ville synes var fede at deltage i, og som andre forhåbentlig også vil synes det. Jeg tror derfor, det er et job, jeg kan leve mig rigtig godt ind i.”
Hvornår synes du, at KFUM og KFUK kan allermest?
“Det synes jeg, foreningen kan, når vi mødes på tværs af vores forskelligheder. Det kan både være, når ældre unge blandes med yngre unge, eller når vi bliver slået sammen i nogle lidt skæve fællesskaber. Disse fællesskaber, som bare fungerer både på lejre og i klubber i mindre størrelser, men også når vi samles i større flokke. Folk kommer fra alle dele af Danmark, og vi samles om det samme, har de samme værdier og vil gerne hinanden og fællesskabet.”
Hvad har været din bedste oplevelse i KFUM og KFUK?
“Jeg har haft mange, men jeg tror, at en af de bedste var, da jeg var deltager på MOVE, fordi det var første gang, jeg prøvede noget andet end det lokale. Her mødte jeg andre på min alder fra andre lokalforeninger og fandt ud af, at det her var større, end det jeg kendte til i Vejle. Jeg tror virkelig, at jeg mærkede, selvom det var en lille gruppe, hvordan vi kom fra forskellige steder, men stadig gerne ville det samme. Det motiverede mig meget til at lære mere om organisationen og fik mig til at engagere mig mere både nationalt og globalt i KFUM og KFUK.”

Alberte Bæk Østerby
Interviewet og skrevet af Sille Marie Lynge
Hvorfor vil du være forandringsagent i København?
“Det vil jeg gerne, fordi jeg er helt vildt glad for at bo på KFUK’s kollegie og gerne vil give noget godt tilbage til det. Jeg synes, det er sjovt at samle folk der, hvor jeg bor, og luksus at være ansat til det! Jeg synes, at Fairhuset er et virkelig fedt koncept, og jeg tror, at det er rigtig godt, at KFUM og KFUK skaber nogle steder, hvor unge kan mødes. Jeg tror, at det unge har brug for i dag, er flere fællesskaber. Det er godt for os at være mere sammen.”
Hvordan tror du, din bedste ven vil beskrive dig?
"Min bedste ven vil beskrive mig som omsorgsfuld og rolig og en, man spørger til råds – tror jeg. Og sjov, selvfølgelig. Den sjoveste, hun kender."
Hvornår synes du, at KFUM og KFUK kan allermest?
“Når KFUM og KFUK skaber små fællesskaber rundt omkring, når vi er brogede og rummelige, og når KFUM og KFUK er med til at skabe plads for alle uanset baggrund.”



