I KFUM og KFUK’s Ukrainenetværk arbejder frivillige blandt andet for at styrke unge frivillige og veteraner i Ukraine gennem projektet Voices of Defenders. Her får du et overblik over, hvad vi arbejder for, hvad der er sket det seneste år, og hvordan du som medlem kan være med.
Democracy in Action
Juni 2025
I juni rejste 17 unge ukrainere til Danmark til en uge med træning i at bruge deres stemmer og demokratiske muskler. Forløbet blev afsluttet på Folkemødet, hvor deltagerne prøvede deres forberedte budskaber af i mødet med politikere og publikum. Mange beskrev ugen som et stærkt fællesskab på tværs af krig og hverdag. Democracy in Action vender tilbage i 2026. Måske skal din lokalforening sende en deltager?
Da KFUM og KFUK mødtes med Udenrigsministeriet
September 2025
KFUM og KFUK blev i september inviteret til at mødes med Udenrigsministeriet for at fortælle om Voices of Defenders. Vi delte, hvordan unge aktivister, frivillige og veteraner arbejder for demokrati og genopbygning midt i krigen. Mødet gav mulighed for at vise, hvordan unge selv skaber forandring, og hvorfor deres stemmer er afgørende for Ukraines fremtid.
En bog skrevet af veteraner og frivillige
Oktober 2025
På Ukraines Defenders’ Day den 1. oktober udkom Voices of Defenders med ti personlige fortællinger fra unge veteraner. Bogen giver et sjældent indblik i livet bag fronten og i de håb, tvivl og drømme, der følger dem hjem. En dansk oversættelse er på vej, og indtil da kan du høre podcasts med danske veteraner på voicesofdefenders.org.ua
Løb for Ukraine - Aarhus løb sig varm
Oktober 2025
I oktober løb børn, unge og voksne i Aarhus penge ind til YMCA Lviv. Løbet var arrangeret af Aarhus for Ukraine og samlede KFUM og KFUK’ere, der ville vise støtte til unge i landet. Aktiviteten kan nemt kopieres lokalt. Kontakt Ukrainenetværket, hvis jeres forening vil have opskriften på at arrangere jeres eget ‘Løb for Ukraine’.
KFUM og KFUK på Christiansborg: Unge forsvarer demokratiet
November 2025
I november deltog to unge fra Ukrainenetværket i konferencen EUth Expansion: Youth Safeguarding Democracy på Christiansborg. Her drøftede unge fra Ukraine, Moldova, Georgien, Serbien og Danmark, hvordan ung-til-ung samarbejde styrker demokratiet. Vores delegation delte erfaringer fra Folkemødet, Voices of Defenders og partnerskabet med YMCA Lviv.
Afslutning på EU formandskabet - da 1000 mennesker stod i stilhed i København
November 2025
Koret Endangered Songs fra YMCA Lviv gæstede i november København og fyldte rådhuset med ukrainske sange, som ellers er i fare for at gå tabt. Over 1000 mennesker stod i stilhed og lyttede. Besøget mindede om, hvordan kultur kan bære håb i krigstid.
Da YMCA Lviv besøgte Fairhuset Aarhus
December 2025
Som start på vinteren besøgte en veteran fra YMCA Lviv Fairhuset i Aarhus. Han delte sin personlige fortælling om aktivisme, krig og håb og om betydningen af et fællesskab, hvor unge løfter hinanden. Samtalen gav danske unge et unikt indblik i hverdagen i Lviv. Som lokalforening kan I kontakte Ukrainenetværket, hvis I kunne tænke jer et lignende besøg.
Hvad kan du forvente i 2026?
I 2026 fortsætter Ukrainenetværket arbejdet med at styrke unges stemmer i Ukraine. Democracy in Action vender tilbage med nye møder mellem danske og ukrainske unge på Folkemødet. Der arbejdes også med nye podcastformater, demokrati- og ledelsestræninger i samarbejde med YMCA Ukraine samt udvikling af aktivitetsmateriale, som man i lokalforeningerne kan bruge.
Har du forslag eller idéer til Ukrainenetværket, vil I som lokalforening gerne have besøg, eller vil du gerne engagere dig? Så ræk ud på ukraine@kfum-kfuk.dk








