Reconnect – Dyk ned i tro, dig selv og naturen
Tag en pause fra hverdagens travlhed og genfind forbindelsen - til troen, til fællesskabet og til naturen. Reconnect er en weekend, hvor du får mulighed for at fordybe dig i troens store spørgsmål, udforske, hvad kristendommen betyder i praksis, og opleve naturens rolige rammer som en del af din trosrejse.
Hvad får du med dig?
Reconnect er en weekend med spændende samtaler og smuk natur, og samtidig et kursus, der giver dig konkrete redskaber til at integrere troen i din hverdag. Vi undersøger sammen spørgsmål som: Hvad vil det sige at tro? Hvilke kristne værdier betyder noget i praksis? Og hvordan kan troen være en naturlig del af hverdagen?
Gennem undervisning, refleksionsøvelser og fælles oplevelser får du:
-
En dybere forståelse af kristendommens kerne og historiske rødder.
-
Konkrete praksisser til at gøre troen nærværende i din hverdag.
-
Redskaber til at reflektere over eksistentielle spørgsmål i fællesskab med andre.
-
Tid til ro og fordybelse, hvor du kan lade tankerne bundfælde sig.

Balance mellem fordybelse og fællesskab
Reconnect-weekenden er tilrettelagt med en blanding af inspirerende undervisning, tid til fordybelse og oplevelser i naturen. Vi bevæger os gennem troens landskab med undervisningsmoduler om kristendommens hovedperson, tro i praksis og kristne værdier. En af weekendens særlige oplevelser er en guidet sansevandring i naturen, hvor vi lader omgivelserne åbne for nye perspektiver.
Om aftenen samles vi omkring bålet, deler refleksioner og nyder fællesskabet. Der vil være tid til samtaler, stilhed og undren - og måske et brætspil eller to.

Hvem er det for?
Reconnect er for dig, der er nysgerrig på tro uanset om du kalder dig kristen, tvivler eller blot søger fordybelse. Vi mødes i en aldersgruppe fra 20-35 år og skaber et rum, hvor alle kan deltage på deres egne præmisser. Det kræver ingen forudsætninger, blot lysten til at være en del af en meningsfuld weekend.

Hvad siger andre?
Sidste år var weekenden en stor succes, hvor deltagerne fandt ro, fællesskab og nye perspektiver på troen. I år har vi justeret programmet for at give endnu mere plads til samtale, refleksion og praksis.
Se videoen fra sidste år og hør, hvad tidligere deltagere har taget med sig fra Reconnect.

Alt det praktisk
Pris
950 kr. for medlemmer.
1100 kr. for ikke-medlemmer
Husk at du kan spørge din lokale forening om støtte, og måske foreningen også kan søge støtte fra kommunen, da det er et kursus.
Se her om din forening giver støtte
Transport
Du sørger selv for transport til Himmelbjerggården. Det er muligt at tage tog eller bus til Ry Station, hvor vi tilbyder afhentning. Ved tilmelding kan du krydse af, om du ønsker at blive hentet ved stationen. Vi opretter også en Facebook-gruppe, hvor deltagerne kan koordinere samkørsel.
Overnatning
Vi bor i hyggelige værelser med plads til 2-3 personer. Du skal medbringe sengelinned, lagen og håndklæde.
Praktisk tøj
Vi skal ud i naturen, så medbring praktisk tøj til vandring, en varm trøje til aftenen ved bålet og et par gode kondisko eller vandrestøvler (du kan fint klare dig med sko).
Rammerne for weekenden
Reconnect finder sted på Himmelbjerggården, et kursus- og retrætecenter beliggende i hjertet af et af Danmarks smukkeste naturområder. Med Himmelbjerget som nabo er det et sted, der indbyder til ro, refleksion og nærvær.
Stedet vægter bæredygtighed og respekt for naturen højt og skaber de perfekte rammer for en weekend med fordybelse.