Bliv en del af UU og vær med til at forme fremtidens kurser og udvikling i KFUM og KFUK

Brænder du for at skabe stærke fællesskaber, styrke unges frivillige engagement og sætte retning for meningsfulde kurser? Udvalget for Uddannelse og Udvikling, kaldet UU, søger lige nu nye frivillige. Du kan være med, uanset om du er 22 eller 62, og uanset om du har masser eller meget lidt erfaring. Det vigtigste er, at du har lyst til at bidrage til vores fælles formål.

Vær med til at udvikle kurser og skabe nye muligheder for frivillige

I UU får du indflydelse på nogle af KFUM og KFUK’s vigtigste kurser og projekter. Vi er med til at udvikle og forny initiativer som Talentfabrikken, Move, Tank op, Pre-WD og flere til. Vi prøver nye læringsformer af og skaber koncepter, der styrker frivillige i hele organisationen - både dem med lederansvar og dem, der lige er startet.

Demokrati, dannelse og deltagelse

I UU arbejder vi med demokratisk dannelse i både stort og småt. Det handler ikke kun om at tage ordet på Folkemødet, men også om at finde modet til at sige det, man har på hjerte; i en foreningsbestyrelse, på et kursus eller i et fællesskab. Vi er optagede af, hvordan børn og unge får reel indflydelse i KFUM og KFUK, for eksempel gennem roller i lokale bestyrelser, som stemmeberettigede på landsmødet eller gennem nye deltagelsesformer, der tager udgangspunkt i deres virkelighed. Demokratisk dannelse er ikke noget, man får - det er noget, man øver sig på sammen.

Fleksibelt engagement og et stærkt fællesskab

Vi er i dag fire frivillige i udvalget og mødes 2-3 gange fysisk hvert halve år, som regel en lørdag eller søndag. Derudover har vi korte onlinemøder, hvor vi følger op på idéer og opgaver. Vi håber, du vil finde arbejdet så meningsfuldt, at det næsten ikke føles som en opgave, men som noget, du glæder dig til.

Lyder det som noget for dig?

Så send os en kort ansøgning senest 20. juni.

Ansøg her

Har du spørgsmål eller vil høre mere, er du altid velkommen til at tage fat i os!

Forperson Sara Krejberg: sara_krejberg@kfum-kfuk.dk