Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilliget syv millioner kroner til etablering af det første Fairhus. Fairhuset bliver et fysisk mødested, hvor unge kan mødes om aktiviteter, der giver et frirum i en travl hverdag. Her får de ansvar og kan begå fejl, uden at verden vælter.
Fonden støtter det nye mødested, fordi der er brug for nye men velafprøvede måder at hjælpe unge med den mistrivsel, der rammer mange unge mennesker.
Det første Fairhus åbner i Aarhus
Når det første Fairhus åbner i Aarhus senere i år, er det med ambitionen om at give en fair chance til unge. Det sker med en vifte af faciliterede aktivitetsfællesskaber, hvor unge kan finde og dyrke en passion sammen med andre unge.
Huset vil have et aktivt værtskab, så man føler sig velkommen, og det er nemt at være med, og endelig vil Fairhuset give mange unge erfaring med at tage frivilligt ansvar og finde deres plads i fællesskabet.
KFUM og KFUK i Danmark står bag Fairhuset, der bringer organisationens mangeårige erfaringer med unge, fællesskaber og frivillighed i spil på en ny måde.
Læs mere og hele nyheden her kfum-kfuk.dk