GLOBETROTTER

Globetrotter er et tilbud til 16 - 19-årige om at rejse ud i verden, samtidig med at man uddanner og udvikler sig i form af kurser. Rejserne planlægges i samarbejde med de lokale YMCA/YWCA-foreninger rundt i de lande som besøges, og rejsedestinationerne varierer fra år til år. 

Scroll

Mød YMCA og YWCA i verden

På rejse med Globetrotter vil du blive udfordret, fascineret, provokeret, irriteret og styrket gennem forskellige aktiviteter. Du vil møde lokale YMCA- og YWCA-foreninger og opleve hvordan deres arbejde med frivillighed foregår, samtidig med, at du vil blive klogere på deres kultur - og måske din egen. 

På rejsen vil vi bl.a. tale med lokalbefolkningen, lære de andre globetrottere at kende og lave øvelser/opgaver om løsning af store og små problemer, der kan sætte tanker i gang og være nyttige i frivilligt arbejde.

Skab din egen Y-dentity

Globetrotter rejsen er også din mulighed for at skabe eller udvikle din egen Y-dentity, som er din identitet og plads i det verdensomspændende YMCA/YWCA-fællesskab.

På rejsen vil du i relation til andre mennesker finde ud af, hvad DU brænder for, og hvad din rolle kan være i KFUM og KFUK i dagligdagen. På rejsen med Globetrotter vil du opleve, at KFUM og KFUK’s arbejde er mere nuanceret end den forening, du måske (eller måske ikke) er vant til at komme i, hvilket vil udvide dit syn på organisationen.

Uanset dit kendskab til og erfaring med KFUM og KFUK kan vi garantere, at dit syn på bevægelsen vil være forandret, når du kommer hjem.

Få inspiration til frivilligt arbejde

På rejse med Globetrotterne er der tilknyttet 2-4 rejseledere, som har erfaring med frivilligt arbejde inden for KFUM og KFUK. Rejselederne vil således bidrage til, at du finder din Y-dentity og får en god oplevelse med hjem.

Deltagelse på rejsen medfører ikke nogen forpligtelse på at starte med en masse frivilligt arbejde efter hjemkomsten… men vi tør næsten garantere, at du ikke kan lade være.

Kontakt

For mere information eller spørgsmål omkring Globetrotter rejser kontakt globetrotter@kfum-kfuk.dk