Her på siden kan du finde rejser til Palæstina, en historisk gennemgang af konflikten, vores holdning til situationen og forskelligt materiale der støtter arbejdet i området.
Scroll
Rejsemuligheder
Grundet den aktuelle situation i Palæstina/Israel er alle vores rejser sat i bero. Men under normale omstændigheder udbyder KFUM og KFUK's Palæstinanetværk flere rejser til Palæstina hvert år.
Vi afholder den årlige solidaritetsrejse 'Journey for Justice' i samarbejde med JAI for unge mellem 18 og 30, og hvert forår tilbyder vi rejsen 'Palæstina i Bevægelse' for alle aldre i samarbejde med Unitas og Folkekirkens Nødhjælp.
Læs mere om rejserne herunder.
Ingen rejser lige nu
På grund af nuværende uro og usikkerhed i Palæstina, tilbyder vi i øjeblikket ikke disse rejser. Vi holder os opdateret med situationen dernede og ser frem til, at der igen bliver anledning til at rejse ned og mødes med vores venner.
Palæstinanetværket er et netværk for tidligere rejsedeltagere på 'Journey for Justice' og andre med interesse i konflikten. Netværket er omdrejningspunktet for KFUM og KFUK’s engagement i Palæstina.
Vil du vide mere om Palæstinanetværket, er du interesseret i et besøg, eller har du lyst til at støtte projektet, kan du læse mere via linket herunder.
KFUM og KFUK i Danmark har siden 2000 været engageret i Palæstina. Det langvarige og stadige engagement fra dansk side afspejler den særlige situation, vores palæstinensiske partnere står i. Som beboere på Vestbredden lever de nemlig under israelsk besættelse, hvilket har stor og konkret indflydelse på deres hverdag og fx deres ytringsfrihed og bevægelsesmuligheder. I denne særlige situation har de brug for partnere, der taler deres sag og er med til at sørge for, at flest muligt får adgang til viden herom. Dette har især været fokuspunktet i samarbejdet.
I Palæstina samarbejder vi med YMCA-EJ, især med fokus på det fælles initiativ mellem YMCA og YWCA, JAI (Joint Advocacy Initiative), som har base i Beit Sahour lidt uden for Betlehem. De arbejder med fortalervirksomhed og deres aktiviteter drejer sig om at skabe opmærksomhed om palæstinenseres vilkår under besættelse. En af organisationens kampagner drejer sig om at støtte landmænd i Palæstina, og når vi fra KFUM og KFUK i Danmark rejser til landet, hjælper vi ofte med at plante eller høste oliven. Palæstinenserne mener selv, den bedste måde at forstå den konflikt, de dagligt lever med, er ved at besøge dem. Og det gør indtryk fx at se den mur, der snor gennem Vestbredden og som segregerer palæstinensiske familier og underminerer deres bevægelsesfrihed.
For yderligere information om KFUM og KFUK’s holdning til denne forstemmende situation, kan du orientere dig her
Theodor Herzl grundlægger zionismen. Idéen om, at jøderne bør vende hjem til deres land, og etablere sig i Israel.
1917
Balfour deklarationen
Den Britiske regering gav deres støtte til oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
1917-1947
Efter 1. Verdenskrig
Efter 1. verdenskrig bryder det Osmanske Rige sammen, og efterfølgende kommer Palæstina (sammen med andre områder) under Britisk mandat.
1933
Det nationalsocialistiske parti kommer til magten i Tyskland, og der finder en stor udvandring sted blandt landets jøder. Mange flygter til Palæstina. Fra 1931 til 1935 sker der en stigning i den jødiske andel af befolkningen i Palæstina - fra 17 til næsten 30%.
1936
De palæstinensiske arabere gør oprør mod den britiske kolonimagt, og ønsker at få deres egen stat. Primært på grund af den store indvandring til området. Oprøret blev slået ned af briterne, som dog alligevel lover at begrænse den jødiske indvandring til området.
1947
Briterne overgiver ansvaret for Palæstina til FN.
FN vedtager en delingsplan for Palæstina. Området bliver delt i to ca. lige store dele. Befolkningen i landet er på daværende tidspunkt 1,846,000 mio., hvoraf 1,203,000 er arabere, (65 %) og 608,000 er jøder (33%). Jøderne (under ledelse af Ben Gurion) accepterer delingsplanen, mens Palæstina og de omkringliggende arabiske lande afviser den.
1948
Oprettelsen af Israel
Nakba (katastrofen). Efter FN's delingsplan er vedtaget, erklærer Israel uafhængighed, og den Israelske stat oprettes. Dagen efter udbryder der krig mellem Israelerne på den ene side, og palæstinenserne samt mange arabiske lande på den anden. Israelerne vandt, og havde i løbet af krigen overtaget kontrollen med 1/3 mere land, end i den oprindelige FN-aftale. Jordan annekterede Vestbredden og den gamle del af Jerusalem, mens Egypten tog kontrol over Gaza-striben. Ved denne krig blev 700.000 palæstinensere sendt på flugt.
1967
Seksdageskrigen
6-dages krigen. Spændingerne mellem Israel og Jordan, Egypten og Syrien bliver til krig. Israel tager kontrol over Vestbredden, Gaza-striben og udvider sin sydlige grænse, og erobrer dermed dele af Egyptens landområde. Efter denne krig trækker de andre arabiske lande sig ud af konflikten, som nu mere specifikt er mellem Israel og Palæstina. Efter denne krig begyndte israelere at etablere bosættelser i Gaza-striben og på Vestbredden. Kæmpe nederlag for de arabiske lande. 250.000 palæstinensere sendt på flugt.
1987-1991
Den første intifada
Den første intifada startede med boykot og demonstrationer, men da israelerne slog hårdt ned på demonstranter udviklede det sig til en voldelig konflikt. Det var under den første intifada, at Hamas opstod. Det første selvmordsbombe-angreb mod Israel fandt sted i 1993.
Omkring 160 israelere dræbt, ca. 1000 palæstinensere.
1993
Oslo-aftalen
Den første intifada var uacceptabel, og parterne blev mere villige til at indgå en aftale for at slutte fred. Fredsaftale, hvor Israel accepterede PLO som repræsentanter for det palæstinensiske folk, Palæstina fik en midlertidig regering. PLO anerkendte den israelske stat. Rabin og Arafat. Det var en foreløbig aftale, som skulle munde ud i en mere omfattende fredsaftale senere.
1995
Oslo ll aftalen
Palæstina overtog kontrollen med 65% af Gaza-striben og næsten en tredjedel af Vestbredden. Det var meningen at palæstinenserne med tiden skal overtage de resterende dele af Vestbredden. ABC inddelingen, Israels militær skulle løbende overgive magten til de palæstinensiske myndigheder.
Kort efter aftalens vedtagelse, blev Yitzak Rabin dræbt af en israelsk politisk modstander, og dette resulterede også i, at Oslo-aftalen ikke blev ført ud.
2000-2005
2. intifada begyndte
Udløst af Ariel Sharons besøg på Tempelpladsen -> demonstration -> vold. Meget voldsommere konflikt end den første intifada. Selvmordsbomber fra palæstinensernes side, og mere organiserede militære midler fra Israel - tanks, luftangreb mm. Omkring 1000 israelske dødsfald og 3000 palæstinensiske. Afsluttedes med et møde mellem Ariel Sharon og Mahmoud Abbas, hvor man indgik enighed om våbenhvile. Volden stoppede dog ikke med det samme.
2002
Den israelske regering byggede muren på og omkring Vestbredden. Dette blev kritiseret af Menneskeretsorganisationer samt FN’s Generalforsamling for at være i strid med international ret, da muren er placeret således at det indlemmer territorium fra Vestbredden. I 2004 blev det afgjort: Muren er ulovlig og bør afvikles iflg. Den Internationale Domstol under FN. Ligeledes afgjorde den israelske højesteret at dele af muren krænker palæstinensernes rettigheder.
2008-2009
Angreb i Gaza
Grundet flere raketangreb fra palæstinensiske grupper i Gazastriben mod Israel, indledte det israelske militær et storoffensiv mod Gazastriben. Omkring 1400 palæstinensere og 13 israelere omkom i løbet af disse hændelser. Israel mødte stærk kritik fra det internationale samfund for at bombe områder, som er tæt befolket af civile.
2021
En apartheidstat
Israels tvangsforflyttelser af palæstinensere i Jerusalem har ført til store demonstrationer og voldsomme konfrontationer både i Jerusalem og i flere israelske byer. Desuden har israelske bosættere - med støtte fra det israelske militær - chikaneret palæstinensere i Jerusalem og angrebet bedende palæstinensere i Al Aqsa Moskeen. Flere hundrede palæstinensere er blevet såret under disse angreb. Human Rights Watch har derfor - bl.a. på baggrund af ovenstående - konkluderet at Israel er en apartheidstat. Hamas har affyret bomber mod Israel, hvilket det israelske militær svarer igen med sin militære overlegenhed, som medfører næsten 200 dræbte, heraf 58 palæstinensiske børn.
