Tre dages undervisningsfestival
KFUM og KFUK's første Efterskolefestival er veloverstået. Det var tre dage med fuldt tryk på, og det var undervisning for 600 efterskoleelever.
’Eksperiment’ virker som et godt ord at beskrive Efterskolefestivalen med, for elever fra 7 forskellige efterskoler, 60 frivillige undervisere og desuden over 40 frivillige har sammen skabt festivalen.
Påskefortællingen blev gjort vedkommende under festivalen med ord som svigt, vrede, glæde og forandring, der også relaterer sig til følelserne, man kan læse af påskens begivenheder i Bibelen.
Festivalen indgik som en del af efterskolens undervisning, og det var frivillige, der stod for de i alt 23 spor, som eleverne kunne deltage i.
De næsten 600 efterskoleelever fik en velkomst med manér. Alle de frivillige undervisere stod nemlig og klappede, hujede og high-fivede eleverne, da de trådte ind ad døren på Hernings gamle bibliotek.
Kan man ramme alle?
7 efterskoler deltog på Efterskolefestival, og det var en broget flok af elever, der skulle møde hinanden og skabe sammen. Nogle havde læse/skrive-vanskeligheder, andre ADHD, ligesom der var elever, der aldrig havde hørt om KFUM og KFUK før, og som ikke er vant til at tale om tro.
Det kan være en udfordring at fortælle om påsken for unge mennesker på 15-16 år. Lige præcis derfor kan Efterskolefestival lære os noget nyt som organisation, mener den ene festivalchef Lasse Nybo. Det er nemlig vigtigt også at kunne rumme dem, som endnu ikke har fundet ud af, om de er gode venner med Gud.
En god metode har ifølge Lasse Nybo været et fokus på, hvornår man befinder sig i hvert af De Tre Rum, som afspejles i trekanten i vores logo: Fællesskabets rum, Dannelsens Rum og Troens Rum.
De frivillige undervisere har haft fokus på dannelsens og fællesskabets rum, og så blev troens rum udfoldet under gudstjenesten, hvor eleverne kunne forholde sig mere passivt og lyttende.
”Det er vigtigt at vide, hvornår man befinder sig i hvilket rum, for så kan de unge følge med så langt, som de selv føler sig trygge og tilpasse med,” siger Lasse Nybo.
Spændende udfordring for frivillige
Det er helt nyt for KFUM og KFUK at have en festival, hvor størstedelen af de frivillige er undervisere. Men det virker til at være eftertragtet at undervise; således var 18 af de 23 spor på plads allerede 1. november 2015.
De frivillige blev bedt om at byde ind med emner, de selv brænder for, og sporene er tilrettelagt ud fra det under overskrifter som ’Brug kroppen’, ’Slip tankerne løs’ og ’Musik og energi’.
De frivillige har dermed fået mulighed for at bringe deres egen interesse og passion i spil, og det har været lærerigt og udfordrende at prøve frivilligheden af på en anden måde, end når man fx står for aktiviteter eller arrangerer løb, lyder tilbagemeldingen fra flere af de frivillige.
”Skal jeg citeres for noget, er det ’Mennesket først, kristen så’”, siger Lasse Nybo og uddyber:
”Det at skulle rumme mange forskellige har tvunget os frivillige til at være der på en anden måde. Det har skærpet fokus på at lave noget for de unge, som ikke kender til os, og mit indtryk er, at mange frivillige har nydt at undervise i det, de brænder for og lave fede ting for de unge.”
Tør godt kalde det en succes
For mange efterskoleelever har festivalen været deres første møde med KFUM og KFUK. De frivillige har vist, hvem de er, og hvad de tror på, og hvad de synes er fedt. Dermed har eleverne fået et indblik i, hvad KFUM og KFUK er, og at det bl.a. er noget med festivaler og det at brænde for noget.
Efterskolefestival 2016 blev afsluttet med en fælles gudstjeneste. Herefter blev de frivillige hyldet i præcis 7 sekunder – ét sekund for hvert udvalg/område. Og pludselig var den begejstring, som indimellem havde manglet fra teenagerne ikke svær at få øje på. Der blev hujet og klappet, og vi fik en hel del store smil med på vejen.
Så om vores allerførste Efterskolefestival var en succes? Det tør jeg godt svare ja til!