Det hænder, at jeg blandt frivillige KFUM og KFUK’re støder på en undren eller skepsis over, at vi i KFUM og KFUK er en økumenisk bevægelse og engagerer os i andre landes YMCA-bevægelser. For er vi ikke primært en del af Folkekirken? Hvad skal vi så med det dér “økumeni”? Til dét er mit korte svar, at en isoleret kirke er en kirke i fare. Ja, vi står på Folkekirkens grund, men vi har brug for det økumeniske for at forny os selv.
Hvad er økumeni?
Økumeni betyder tværkirkelig eller fælleskirkelig. Der findes mange forskellige kirkeretninger, eksempelvis katolicisme, ortodoks, lutheraner, reformerte, metodister, baptister osv. Økumeni betyder dermed at samarbejde på trods og på tværs af de teologiske ting, der adskiller kirkerne fra hinanden, at stå fast som en fundamental enhed, selvom man er forskellige.
Det længere svar giver mere syn for sagen: I 1968 holdt Kirkernes Verdensråd et stort møde i Uppsala i Sverige, hvor kirker fra hele verden mødtes og drøftede teologiske og fælles udfordringer. Fra det møde udgik der en enorm inspiration til de skandinaviske kirker, som gjorde, at vi i dag ikke længere tror, at vi dør af at tænde lys i en lysglobe under en gudstjeneste.
Allerede i 1970 kom de første “forsøgsgudstjenester”, og senere kom “audiovisuelle gudstjenester” med lyd og video, juletraditionen “De Ni Læsninger” blev afholdt første gang her i Danmark i 1977, Natkirke- konceptet har vi fra Finland og Taizé-andagter fra et kloster i Frankrig. Ideen om lægmandslæsere og inddragelse af menigheden i gudstjenestens forskellige led stammer også fra det økumeniske møde i Uppsala. Listen er meget lang. Pointen er, at vi som kirkelig græsrodsbevægelse greb ideerne og gik forrest, men vi har dem i meget høj grad fra det økumeniske netværk, som vi er en del af. Derfor er en isoleret kirke en kirke i fare.
For inspiration - og dermed fornyelse – kommer udefra.
Liturgi er den betegnelse, man bruger om den kristne gudstjeneste og dens ritualers forløb. I dag er den liturgiske fornyelse nærmest en selvfølgelighed – ikke bare hos os i KFUM og KFUK, men i hele Folkekirken. I det perspektiv kan man sige, at den fornyelse, vi sammen med andre græsrødder gik forrest med, i høj grad er blevet det nye normal. Mission accomplished. Men derfor er det vigtige spørgsmål for os i KFUM og KFUK: Hvad så nu? Hvordan skal vi skille os ud, så børn og unge ser KFUM og KFUK som kirkelig fakkelbærer for deres egen generation? Til at svare på det spørgsmål, er det selvfølgelig vigtigt at lytte til danske børn og unge. Men det er lige så vigtigt at få inspiration fra den økumeniske bevægelse, vi er del af. Hvordan er de en kirkelig fakkelbærer for unge i deres land?
Så ja, KFUM og KFUK er en økumenisk bevægelse – heldigvis… for en isoleret kirke er en kirke i fare.
