Uddannelse

Move giver unge et personligt rum til udvikling

Lederuddannelsen Move blev skudt i gang igen, da lederteamet mødtes med et nyt hold af Movers for første gang i weekenden.

Nikolaj Søgaard

Sidste år blev KFUM & KFUK's nye lederkursus Move for unge i alderen 15-20 år afholdt for første gang. Trods Coronanedlukning, håndsprit og afstand lykkedes det at mødes fem gange – den ene gang online – med spændende oplevelser, et stærkt nyt fællesskab og værktøjer som frivillig leder til følge. Derfor var der ikke nogen tvivl om, at Move skulle gentages for et nyt hold seje deltagere i år.

Blandt lederne er der kommet friske nye kræfter, efter at Signe Mærkedahl og Thomas Østergaard takkede af efter at have været med til at idéudvikle og søsætte Move. Til gengæld har lederteamet fået fornøjelsen af at få Helene Thybo, Anne Simonsen og Hans Petersen med på holdet, mens Astrid Andreasen, Anne Roersen og Nikolaj Søgaard er fortsat som mentorer på Move.

Hvem er jeg, og hvem er vi?

Efter et efterår med møder og forberedelse var det skønt endelig at få omsat alle idéerne på papiret til praksis samt at møde de nye, seje deltagere. Efter sidste års mange Corona-benspænd var det en særlig stor fornøjelse at mødes fysisk og dele en hel weekend sammen under samme tag på Mønsted Skole ved Viborg.

Weekendens tema var identitet og fællesskab ud fra ordene: ”Hvem er jeg, og hvem er vi?”. Moves formål er at give unge et rum til personlig udvikling, at give deltagerne redskaber til at blive gode ledere samt at skabe rammerne for et stærkt fællesskab på tværs af foreningen.

Derfor var der i første weekend fokus på, at deltagerne skulle reflektere over deres egen rolle som leder, samt sammenspillet og den gode kommunikation mellem andre frivillige og børn og unge i foreningen.

Efter en aktiv fredag aften med rystesammen-lege og introduktion til Move blev lørdag brugt på teori om identitetsstadier og de svære samtaler. Tre livsfortællere med hver deres historie var om eftermiddagen ude at fortælle om noget af det, som de bærer rundt på i deres rygsæk. Henholdsvis en kræftramt pige, en blind mand og en syrisk flygtning og far delte deres fortælling om de krumspring, som livet tager.

Alle gik derfra med en lille smule mere indsigt og udsyn, og måske endda med nye refleksioner om vores egen tilværelse og plads i livet.

Efter en intens og spændende dag blev skuldrene sænket til fællessang rundt om bålet til tonerne af Medina og Rasmus Seebach, mens alle nød at have lidt fritid til at hygge sig med hinanden om aftenen.

Et brøl i skoven og grænser

Søndag fik Move besøg af en af sidste års ledere, Signe Mærkedahl, der var ude at undervise deltagerne i gruppedynamik og samarbejde.

Sidste programpunkt for weekenden var en tur ud i skoven, hvor alle fik lov til at brøle af deres lungers fulde kraft. En simpel, men grænseoverskridende øvelse, der gav alle lov til at få luft for alt det, hvad enten godt eller skidt, der fylder os alle sammen.

Næste Move-weekend afholdes på Børnehøjskolen i Aarhus sidst i februar, hvor temaet bliver grænser.

 

Relatererde artikler

Se alle artikler