I de to kollektiver, hvor der bor fire unge KFUM og KFUK’ere i hver lejlighed, var det ikke regler og restriktioner, der fik lov til at fylde i hverdagen. Derimod var det fællesskabet og oplevelsen af pludselig at være hinandens nærmeste. ”I min lejlighed er vi tre ud af fire, der har en kæreste, så det meste af tiden var vi syv i lejligheden, og det føltes som ret mange mennesker på lidt plads, men der var omvendt noget virkelig hyggeligt over at være hinandens nærmeste,” fortæller Helle. ”Ja, vi blev virkelig rystet godt sammen og blev nærmest hinandens coronafamilie i begge lejligheder,” supplerer Stine, som bor i det andet kollektiv. Både Stine og Helle fortæller, at de var meget taknemmelige for, at de boede i kollektiverne og ikke alene i en lejlighed et andet sted i byen, for det gjorde, at der altid var nogle at snakke med. Samtidig oplevede de, at dørene til værelserne oftere end før blev lukket, fordi de alle hele tiden var hjemme og derfor også havde brug for tid til ro. En lukket dør var dog ikke et udtryk for irritation eller ensomhed, men blev håndteret med gensidig respekt.
Fællesspisning, fredagsbar og fælles løbeture
For syv ud af de otte beboere betød nedlukningen, at de skulle sidde hjemme og studere. Derfor indførte de hurtigt fælles frokost og pauser i løbet af dagen, så de alle havde oplevelsen af at have en nogenlunde normal hverdag. I tiden før corona var kollektiverne opdelte, men coronasituationen fik den indvirkning, at alle beboere hver dag prioriterede at spise og være sammen. Ting, som de plejede at gøre med andre venner, fandt de hurtigt ud af at gøre sammen. Det betød blandt andet, at der blev arrangeret fredagsbar med kasketter og fælles løbeture. Et andet særligt tidspunkt var, da samfundet lukkede mere op. Umiddelbart kunne man forvente, at Stine, Helle og de andre i kollektiverne ville søge ud i deres vante fællesskaber. Men det skete ikke. Det viste sig nemlig, at deres venner løbende stødte til kollektivets stærke fællesskab, som løbende voksede.
Se mere om vores: Boliger