Børnehøjskoleforstander til Kolding Børnehøjskole og Haderslev Børnehøjskole

Vil du stå i spidsen for et nysgerrigt og ambitiøst fællesskab,
hvor vi sammen gør verden større for de mindste?

Scroll

De to børnehøjskoler i Kolding og Haderslev er nye fritidstilbud, hvor 6-13-årige børn deltager på kurser indenfor bl.a. madlavning, musik, kreative hobbyer og teknologi. Børnehøjskolerne er en del af KFUM og KFUK i Kolding og KFUM og KFUK i Haderslev, som arbejder for at give børn og unge livsmod og handlemuligheder i forhold til tro og samfund. 

Vi søger en forstander, der både er forstander for Kolding Børnehøjskole og Haderslev Børnehøjskole. Arbejdstiden fordeles ligeligt efter nærmere aftale med et fælles, koordinerende arbejdsgiverudvalg.

Som forstander er din fornemste rolle at skabe børnehøjskoler med høj kvalitet, rekruttere frivillige undervisere, koordinere afviklingen af kurserne og løbende udvikle børnehøjskolerne. Det gør du i tæt samarbejde med udvalgsmedlemmer og undervisere, samt med dine kollegaer på andre børnehøjskoler og med samarbejdspartnere i byen. 

På børnehøjskolen møder børnene højskoletankerne om fællesskab, livsmod og dannelse og får et frirum, hvor de kan øve sig i at være nysgerrige på sig selv, på hinanden og på livet. På børnehøjskolen bliver man klogere og dygtigere, uden at det handler om at være den bedste, største, hurtigste eller stærkeste, men i stedet om at være noget for andre, og derigennem blive til nogen selv.

Dygtige frivillige undervisere står klar med åbne arme og et kæmpe engagement, som de brænder for at give videre til børnene. Nogle af underviserne er studerende på byens uddannelsesinstitutioner. Børnehøjskolen er således samtidig en unik mulighed for, at unge voksne kan prøve sig selv af som frivillig og som underviser. 

Alle der er tilknyttet børnehøjskolerne arbejder frivilligt (undtagen forstanderen). 

 

Du:

  • bærer og udlever børnehøjskolens værdier og bidrager til en positiv og anerkendende tilgang i mødet med andre (se værdigrundlag for Kolding Børnehøjskole og Haderslev Børnehøjskole).
  • kan se mulighederne i et nyetableret projekt med store ambitioner - og formår at flytte muligheder og ideer til handlinger og aktiviteter.
  • har en relevant uddannelse og faglighed samt erfaring med den frivillige verden og det at skabe attraktive frivilligmiljøer.
  • kan være pædagogisk ansvarlig og sparringspartner for de frivillige.
  • er udadvendt og opsøgende i forhold til eksterne partnere (skoler, børne- og kulturinstitutioner, kommuner m.fl.).
  • har ansvar for fællessamlingerne og kan lide at synge fællessang.
  • har erfaring med - eller mod på - daglig drift, administration, kommunikation og projektledelse.
  • trives med både at arbejde selvstændigt og i fællesskab med andre.
    er med på fleksible arbejdstider, der i perioder vil ligge eftermiddage og aftener.
  • kan identificere dig med KFUM og KFUK’s formål.

Vi tilbyder:

  • muligheden for at være med til at drive og videreudvikle et meningsfuldt og unikt fritidstilbud til børn, der i øjeblikket har 140 kursusdeltagere i løbet af et år og forventer at vokse gradvis de kommende år. 
  • et tæt samarbejde med andre børnehøjskoleforstandere, et landsdækkende kollegafællesskab i KFUM og KFUK, professionel supervision samt en aktiv og ambitiøs lokal styregruppe med tilknyttede udvalg, som støtter dig.
  • et attraktivt og meningsfuldt projektfinansieret job på fuld tid, der som udgangspunkt udløber pr. 28. februar 2027 - men der arbejdes på at kunne forlænge projektet og dermed ansættelsen i flere år.
  • en arbejdsplads på børnehøjskolerne med mulighed for hjemmearbejde efter aftale.
  • løn og ansættelsesvilkår jf. KFUM og KFUK’s lønregulativ med indplacering på baggrund af uddannelse og relevant erfaring.

Tiltrædelse

Du tiltræder på fuld tid fra d. 1. februar 2026.

Vores håb er, at du kan starte på halv tid fra d. 1. januar 2026. Det vil give mulighed for en måneds overlap med den nuværende forstander. (Det kan evt. også være allerede fra d. 1. december 2025). 

Ansøgningsfrist

Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 15. oktober 2025.

Der afholdes ansættelsessamtaler i Haderslev den 3. november fra kl. 16.30.

Ansøg her

 

Har du spørgsmål?

Kontakt Annitta Pedersen, tlf. 2856 0209, eller Annie Engrob Knudsen, tlf. 4056 9425 (helst efter kl. 17).

 

Arbejdsbeskrivelse

Se arbejdsbeskrivelse for børnehøjskoleforstanderen

 

Læs mere