Blæst bagover
Januar
Det er vores første dag som forandringsagenter i KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus. Vi ved endnu ikke helt, hvad det egentlig er, vi er gået ind til. Vi ved bare, at vi er ansat til at arbejde frem mod sommerens YMCA World Council i Aarhus med deltagere fra hele verden. Filip, vores kontaktperson, giver kaffe i byen, viser os de forskellige World Council-lokationer og taler uafbrudt om World Council, til vi er helt blæst bagover! Hvad er det lige, vi har sagt ja til?
“Det lykkebringende firkløver”
Februar
Vi er på introkurset i Valby. Det byder blandt andet på en snak med generalsekretæren om, hvilken retning KFUM og KFUK skal bevæge sig i, diverse oplæg og ikke mindst mødet med de to andre forandringsagenter i København, Johanne Aarestrup og Ingeborg Kattenhøj. Gennem øvelser, snak, sjov og hygge opstår der hurtigt en teamfølelse blandt os, og Jørgen Kvist døber os “det lykkebringende firkløver”.
Det bliver hverdag
Marts
Vi bliver hurtigt engageret i de mange World Council-udvalg og skal jonglere med mange bolde i luften. Men heldigvis har vi hinanden, og det er fedt at være to om at rykke på tingene. Hverdagen fyldes med aftenmøder og mails - og masser af kaffe. Dog krydres hverdagen også med dage på Aarhus Børnehøjskole, hvor vi er med til at afholde temadage for skoleklasser og har udviklet vores eget forløb.
Et boost af fællesskab
April
Som forandringsagent er man også en del af nationale events såsom Efterskolefestival. Suset fra scenen, når 700 synger i flok og det stærke frivillig-fællesskab, fylder os med energi. Fællesskabet mærkes ikke kun blandt de frivillige i KFUM og KFUK, men i høj grad også blandt de ansatte. Det mærker vi især under kollektiv-uge, til morgenbrød og fredagsøl.
Geneve - en international YMCA-oplevelse
Maj
Vi sidder højt oppe på tagterrassen på hovedkontoret for World YMCA med udsigt over de smukke schweiziske bjerge. Arbejdet med World Council er gået ind i den sidste intense fase. Derfor er vi taget til Genève for blandt andet at koordinere t-shirt-design og budget med verdensbevægelsen. Vi oplever en anden arbejdskultur end i Danmark - det er både interessant og til tider udfordrende. Turen byder også på fantastiske naturoplevelser, inspirerende besøg ved YWCA og kulinariske oplevelser - alt fra ostefondue til McDonald's.
Når vi det hele?
Juni
Ugerne op til World Council er hektiske. Der skal pakkes 1200 velkomst-poser, de sidste frivillige skal skaffes og en masse koordinering skal gå op i en højere enhed. Vi bor næsten på Nørre Allé. Sådan føles det i hvert fald.
Vi slutter af med et brag
Juli
For sidste gang fyldes Musikhuset af internationale deltagere fra 72 lande til et brag af en afslutningsceremoni. Vi fyldes af stolthed, da vi spotter vores navne på scenen, da den danske styregruppe får et stående bifald. Vi gjorde det!
Vi er fyldt af en masse følelser. Lettede over, at det hele er gået så godt. Stolte af at være en del af verdens største ungdomsbevægelse. Men også vemodige over, at vores tid som forandringsagenter er forbi. Det har været et vildt halvt år.
Hvad er en Forandringsagent?
En Forandringsagent er en fuldtidsfrivillige, som engagerer sig i en forenings eller distrikts aktiviteter. I løbet af et halvt års engagement er der mulighed for at sætte stort præg på foreningen, og samtidig selv udvikle mange kompetencer.
Jobopslag: Forandringsagent