One team one dream
Sommeren begyndte for alvor, da vi sad 50 fremmede fra 8 forskellige lande klar til at lære, hvordan man er en god camp counselor, og hvordan man bedst giver campdeltageren den bedste sommer.
I løbet af kort tid gik vi fra at være fremmede til venner og senere til at have vores helt egen camp-familie. Denne gruppe var der altid for hinanden. Var man ked af det, trøstede de, havde man brug for at grine, fik de en til at le, og havde man brug for hjælp, skulle de nok hjælpe.
Efter to uger med teambuilding og en masse træning bl.a. high ropes og livredder, var vi for alvor klar til at begynde med camp! Vi var alle maks. klar til at have den bedste sommer og ikke mindst give børnene den bedste sommer, de kunne forestille sig.
En klassisk dag
Der er ikke noget, der hedder en almindelig dag på Camp Duncan, selvom vi havde den normale dagsplan. Morgenen var altid hektisk, 14 piger i en hytte, der alle skulle blive klar til dagen, kan hurtigt blive kaotisk! Oprydning, solcreme og vandflasker, det kunne være svært at huske det hele, selv når man er 12 år gammel. Det vigtigste var dog, at man ikke kom for sent til flaghejsning, for så skulle man synge en pinlig sang.
Den bedste start på dagen var at begynde med flaghejsning og derefter camp sange.
På camp synger vi de klassiske camp sange før alle måltider og til lejrbål. Jo mere man som counselor går op i at give sig 100 % og være skør midt i cirklen, jo sjovere blev det også for børnene. Om man tog en af de amerikanske sange, eller om man tog favoritten ‘’ Hoved, skulder, knæ og tå’’ - vel at mærke på dansk, så var det altid en fantastisk tid på dagen.
Resten af formiddagen gik med de aktiviteter, man selv havde valgt, man ville lave. Det kunne være alt fra at lave venskabsarmbånd, til fodbold til blobbing, som er en stor oppustet pude, man sidder på i vandet, og når en anden så hopper ned på den, ryger man i vandet.
Om eftermiddagen havde man så tid til at komme ind i butikken og købe souvenirs, slik eller is. Derudover var det også tid til at bruge bådene på søen, og ikke mindst poolen. De par timer var også der, man som counselor havde tid til at hoppe i poolen og have det sjovt med sine campere, altså når man ikke skulle være livredder eller hjælpe med at holde øje.
Tid til leg
Hver aften havde vi en leg, som alle deltog i. Den leg, der skilte sig mest ud for mig, var ‘Clue’, hvor man skal finde ud af hvem, der har begået en forbrydelse, med hvilket våben og hvorhenne. Pigerne var klar til at lege og gik meget op i legen, så efter vi havde snakket med ca. halvdelen, der kunne give ledetråde, havde vi en idé om svaret og valgte at gætte, selvom vi ville få en straf, hvis vi gættede forkert.
Heldigvis gættede vi rigtig og vandt derfor retten til at skubbe forbryderen i søen. Det var første gang i de 5 år, pigerne havde været på camp, at en pigehytte vandt, så det var den bedste måde at slutte ugen for dem.
Plads til alle
Noget af det, der gør Camp Duncan til noget særligt i forhold til andre camps, er måden de rummer børn med en sygdom. Campen samler hele året rundt penge ind for at kunne sende børn afsted på camp, også selvom deres forældre måske ikke har råd pga. de høje lægeudgifter.
Den første uge havde vi Camp I Am Me, som er en camp for børn med brandsår. Det var fantastisk at se og høre, hvordan børnene ikke tænker over deres brandsår, for "på camp er vi alle ens", som en af pigerne sagde. Den bedste aften var, da vi havde talentshow, og min camper på 7 år, den yngste på campen, med brandsår over hele kroppen, stiller sig foran resten af campen for at synge en sang og danse Breakdance.
Ud over Camp I Am Me havde vi også en uge med børn med Tourettes syndrom og to uger med børn med diabetes.
Det er fantastisk at mærke de venskaber, der bliver skabt på camp. Den camper, der græd, da hun kom, fordi hun ikke ville på camp, men også græd da hendes forældre kom for at hente hende i slutningen af ugen, fordi hun ikke ville hjem igen. Camperne kommer tilbage år efter år og får skabt et helt unikt venskab der.
