Billede af: Laura Damgaard

Uddannelse

MOVE: "Jeg har fået en stor viden om lederskab med hjem"

18 unge er blevet klædt på med ny viden om ledelse, en bedre forståelse af deres egne styrker og svagheder samt et stort drive til at skabe forandringer i deres lokalforening. De har nemlig gennemført KFUM og KFUK’s lederuddannelse MOVE.

Sara Amos Olsen

Julie fra KFUM og KFUK i Kolding og Randi fra KFUM og KFUK i Thisted


Hvad har I lært på Move?

Julie: “Jeg synes, at vi har lært rigtig mange ting. De første gange lærte vi om gruppedynamikker og roller i grupper. Det har jeg brugt rigtig meget - både som leder, men også i skolen.”

Randi: “Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og hvordan jeg er sammen med andre. Jeg har lært meget om, hvor mine grænser er, og hvor jeg godt kan prøve dem af.”

Hvad har været det sjoveste ved MOVE?

Julie: “For mig har det sjoveste været at springe bungeejump. Det var virkelig grænseoverskridende, men også virkelig sjovt. Jeg havde en helt vild følelse i kroppen bagefter.”

Randi: “Det var også en sjov oplevelse, da vi stod for underholdningen en af dagene. Vi havde lavet en usynlig forhindringsbane, som nogle af drengene skulle kravle igennem med bind for øjnene.”

Hvad tager I med hjem til jeres lokalforening?

Randi: “Jeg tager en stor viden om lederskab med hjem. Der var mange ting, jeg havde en ubevidst viden om før, men nu har jeg fået sat begreber på mange ting, som jeg kan bruge i den børneklub, jeg
er leder i.”

Julie: “Jeg tror også, at jeg tager mange idéer og kreative opgaver med hjem, da vi har lavet mange kreative ting.”

Er der noget, I vil forandre ved jeres lokalforening?

Julie: “Det kunne være fedt at få endnu flere med.”
Randi: “Ja, vi har også allerede været igang med at udvide vores børneklub til en bredere aldersgruppe. Derudover laver vi nogle fællesaftener, hvor der kommer en større aldersgruppe, end vi normalt
har. Så vi er allerede i gang med at lave ændringer i KFUM og KFUK i Thisted.”

Lærke fra KFUM og KFUK i Holstebro og Jonas fra KFUM og KFUK i Ryde-Handbjerg


Hvorfor meldte I jer til at komme på MOVE?

Lærke: “Dem, der stod for MOVE, var ude at fortælle om det på min efterskole. Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af, at det bare ikke var noget, jeg skulle gå glip af. Det lød mega spændende, så jeg tilmeldte mig sammen med nogle af mine venner. Jeg ville gerne engagere mig noget mere i KFUM og KFUK, og så så jeg en mulighed der.”

Jonas: “Min bror kom hjem fra Kursus20 og havde hørt om MOVE. Og så sagde han, at det skulle vi tage med til. Jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg tilmeldte mig.”

Hvad har du fået ud af det?

Jonas: “Jeg har fået lov til at tænke nogle tanker, jeg ellers aldrig ville sætte mig og tænke over derhjemme. Jeg har set ind i mig selv og kigget på, hvad mine styrker og svagheder er. Det har givet mig meget i forhold til at finde ud af, hvem jeg selv er.”

Lærke: “Noget, jeg vil tage med videre, er, at jeg ikke altid skal tænke så meget over tingene. Nogle gange skal man bare sige ‘ja’ og tage det derfra og se, hvor det så fører en hen. Det er jeg blevet bedre til.”

Hvad har været det sjoveste?

Jonas: “Der har været mange sjove oplevelser. Det var specielt at lave croquis-tegninger, men en fin oplevelse at prøve det. Vi har også været ude at spise hos en, vi aldrig har mødt før. Det var lidt underligt, men det er noget, jeg gerne vil prøve igen.”

Lærke: “Noget af det sjoveste var bungeejump, fordi var så ekstremt i forhold til det, jeg ellers har prøvet. Og så gav det bare det vildeste adrenalinkick, som var sygt fedt. Vi har også været lidt ramt af corona, som har påvirket forløbet. På et tidspunkt holdt vi et endagsmøde, og der blev vi opfordret af mentorerne til at tage på sheltertur bagefter, for at det ikke var slut på én dag. Det var fedt at få lov til at lave lidt selv, som ikke var så programfast.”

Hvad tager I med hjem til jeres lokalforeninger?

Lærke: “Vi har lært meget om det at gå fra en vision til handling og så at nå til det mål, vi gerne vil.”

 

Næste MOVE-kursus kommer til at løbe over tre weekender, hvor du vil møde temaerne: Grænser, Religionsmøde og Kropsidentitet.
Tilmeld dig nu og glæd dig til grin, forundring og personlig udvikling!
Move er ikke kun et lederkursus for unge, der elsker at være frivillige og gerne vil udvikle deres lederegenskaber. Move er et lederkursus for dig, som både vil have noget på den sociale konto, frivillig kontoen og kompetencekontoen. Du vil i mødet med andre unge mennesker skubbe din grænser, blive klogere og ganske enkelt få oplevelser, du sent glemmer!

Læs mere om uddannelser i KFUM og KFUK

Se alle artikler